Gruppeslagsmål og fem anholdte: Fortsat "fredeligt" karneval
I takt med at Aalborg Karneval skrider frem, får ordensmagten mere at lave.
Indtil videre er fem blevet anholdt i det, Nordjyllands Politi kalder et fredeligt karneval.
- Stemningen er i den grad god, glad og festlig. Sådan lyder meldingerne fra vores indsatte patruljer. Det er jeg rigtig glad for, og jeg gerne rose alle karnevalisterne for at bidrage til at gøre dagen i dag til folkefest, siger vicepolitiinspektør Kenneth Ginnerup.
Først på eftermiddagen fik politiet dog en melding om, at der var et gruppeslagsmål i Aalborg, hvor en større gruppe havde slået tre mænd ned.
Politiet sendte patruljer afsted, men de formodede gerningsmænd var ikke længere på stedet.
De er blevet anholdt
En mand i 20’erne er blevet anholdt for trusler mod politifolk og for at overtræde loven om euforiserende stoffer
En person, en mand i 20’erne, blevet anholdt for at overtræde ordensbekendtgørelsen, fordi han i området omkring Kildeparken ikke ville efterkomme politiets anvisninger
En person, en yngre kvinde, er ligeledes omkring Kildeparken blevet anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt for at overtræde straffelovens § 119 vedr. vold mod politifolk, idet en betjent blev bidt i armen – dog uden alvorlig tilskadekomst af betjenten
En person er anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Her foreligger ingen yderligere oplysninger omstændighederne
En person var kommet til skade som følge af slagsmålet, mens en anden blev tilset af sundhedspersonale. Politiet efterforsker episoden og har blandt andet noget videomateriale, som de skal kigge nærmere på, oplyser vicepolitiinspektøren.
- Ingen mistænkte er i øjeblikket anholdt i den sag, og vi efterforsker lige nu, hvad der er sket, blandt andet skal noget videomateriale gennemses – derfor kan vi ikke komme detaljerne nærmere for nuværende, siger Kenneth Ginnerup, der videre fortæller, at selvom politiet kalder det et fredeligt karneval, så forventer de, at antallet af sager og anholdte hurtigt kan stige:
- Vores erfaring efter mange års politi-indsats ved karnevallet er, at jo billedet forskyder sig lidt, som dagen skrider frem. Når promillen stiger, så får vi flere sager ind - desværre. For det er vores operative mål, at det bliver en fredelig fest for alle deltagerne.
Region Nordjylland melder fra den fremskudte skadestue om 101 tilfælde af tilkomster, hvoraf 20 blev sendt videre til Aalborg Universitetshospital. Dog er der ikke tale om meget alvorlige eller livstruende skader.
De skader, der især kommer ind på den fremskudte skadestue er snitsår forårsaget af glas, fordi folk til karnevalet går på bare tæer, ligesom der også er faldskader i blandt.
Derudover er der 30 112-opkald ude i byen, hvoraf 21 af dem blev løst med førstehjælpere, mens fem blev løst med ambulance med udrykning samt fire, der blev løst med ambulance uden udrykning.