Kort Nyt

Grotesk: Serie 3-hold med uheldig målnæse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er vist godt nok, at det ikke er Vejgaard Boldklubs Serie 3-hold, der skal repræsentere Danmark ved det forestående EM i Tyskland.

Holdet har i hvert fald haft mere end svært ved at få sigtekornet rettet ind i denne sæson.

For holdet har ikke alene tabt alle deres kampe indtil videre, men de har også kun præsteret at score to mål i sæsonens 12 kampe.

Og som om det ikke var nok, så har holdet med de tre selvmål, de har lavet i sæsonen altså scoret flere selvmål end regulære mål.

- Altså, vi griner lidt af, at vores forsvar er farligere end vores angreb. Det er jo helt tragikomisk. Men ret skal være ret, for det er spillere fra alle positioner på banen, som har haft problemer med at sende bolden i det rigtige mål. Vi prøver at give spillerne en masse skudtræning, men der er altså ligeså mange, der ryger ved siden af, som der rammer mål lige for tiden, siger træner Mathias Emil Christiansen til DBU

Sådan ser Vejgaard Boldklubs statistik ud for deres Serie 3-kampe i år. Foto: DBU

Han fortæller videre, at han roser spillerne og gør sit til, at humøret trods den uheldige statistik bliver holdt oppe. Holdet har aftalt, at selvom de rykker ned, så kæmper de videre. 

Det nordjyske mandskab mangler endnu at spille to kampe. I den ene venter topholdet Aalborg KFUM og i den anden rivalerne fra Gug Boldklub, der i øjeblikket ligger nummer syv.

- Vi skal vinde over Gug! Det er den altoverskyggende målsætning, og hvis det sker, så fejrer vi det som om, at vi har vundet hele pisset! Efter kampen har vi afslutningsfest, og så fejrer vi, at vi har stået alle sæsonens kvaler igennem sammen, fortæller træneren stålsat til DBU.

Klublegende stopper karrieren - men fortsætter i klubben

Henrik Tilsted har tilsluttet sig sidste år Mors-Thy igen, efter han tidligere har været mangeårig spiller i klubben.

Nu sætter en skadet ryg en stopper for spillerkarrieren.

Venstrefløjen stopper karrieren til sommer 2025, hvor han i stedet vil få en ny rolle i håndboldklubben. Her skal han være assistenttræner for den nye cheftræner Dennis Bo Jensen.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Det er på tide at lade hovedet vælge - jeg kan ikke risikere, at min ryg bliver dårligere, så jeg ikke kan være den person uden for banen og særligt den far, som jeg gerne vil være, lyder det indledningsvist fra den 30-årige profil.

- Det er ikke en beslutning, der er kommet natten over men over flere år i takt med, at ryggen er blevet dårligere, og så kom den her mulighed. Overgangen fra aktiv spillerkarriere til den anden del af håndbolden, som jeg også elsker.

Henrik Tilsted kalder det specielt, at han snart skal spille sin sidste kamp i den blå trøje, men han er stolt og utroligt glad for den nye mulighed i Mors-Thy.

- Jeg glæder mig til at nyde den sidste tid som spiller og få sluttet den del godt af, siger Henrik Tilsted.

Henrik Tilsteds kontrakt som assistenttræner løber frem til juni 2027.

Populær tøjbutik lukker

I Gistrup ligger secondhandbutikken Deja Vu, der blandt andet sælger overskudsvarer og brugte 'high end designer-items'.

Men nu er det slut.

Det melder Deja Vu selv på sin Instagram-side via ejeren Cecilie Fisker.

- Af personlige grunde har jeg været nødt til at tage den hårdeste beslutning, jeg nogensinde har taget; min virksomhed Deja Vu er lukket pr dags dato. Mit hjertebarn. Mit andet hjem gennem de sidste små 5 år. Slut. Det betyder desuden også en personlig konkurs for mig og mit hjerte er knust i tusind stykker, står der blandt andet i opslaget.

Deja Vu har været vældigt populær, hvor butikkens Instagram-side for eksempel har hele 23.000 følgere.

AaB er blandt de yngste hold i verden

AaB har fået en blandet start på sæsonen, hvor holdet er placeret som nummer ni i 3F Superligaen efter 15 kampe, men på ét punkt er de øverst i landet - og blandt de førende i verden.

Det gælder, når man kigger på, hvor unge spillerne, der bliver benyttet er.

Her har AaB benyttet sig af de yngste spillere i denne sæsons Superliga med en gennemsnitsalder på 23, 4, og det er også godt nok til at være syvendebedst blandt de klubber, der er repræsenteret i tallene fra CIES Football Observatory.

AaB's sportsdirektør James Gow kalder tallene interessante, og at det bygger på en identitet, AaB gerne vil have.

Du kan læse et længere interview med James Gow om tallene i artiklen herunder.

Beate bagte - nu er der samlet rekordmange penge ind

I oktober blev der traditionen tro bagt og solgt bagværk over hele landet til fordel for BørneTelefonen.

En af dem, var 9-årige Beate Vega Eichner Jensen fra Hjørring, der sammen med sin mormor forsøgte at samle 10.000 kroner ind. De har sammen bagt og solgt kager siden april for at samle penge ind til BørneTelefonen.

På landsplan er der nu blevet samlet 3,1 millioner kroner ind, og det er et rekordresultat.

I alt 7046 private familier, skoler, foreninger, institutioner og virksomheder fra Region Nord deltog i år i Bag for BørneTelefonen.

Vil sagsøge staten og ugyldiggøre 3. Limfjordsforbindelse

"Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen" er nemlig ved at samle penge ind til at føre en retssag mod staten for anlægsloven. Målet er at samle en million kroner ind - når det mål er nået, vil de lægge sag an. De vil have tjekket, om alle EU-direktiver er fulgt efter reglerne.

Indtil videre er 444.000 kroner samlet ind.

- Jeg synes, det er et meget bredt grundlag at rejse en sag på. Jeg synes, det virker ufokuseret, siger formand for transportudvalget, Rasmus Prehn (S).

Kan sådan en retssag være med til at sinke projektet?

- Mit udgangspunkt er, at der ikke er noget at komme efter. Vi havde en ekstraordinær tilbundsgående proces i forbindelse med behandlingen af sagen, siger Rasmus Prehn.

Louise Faber, der er advokat for borgerbevægelsen, er helt uenig.

Vi mener, at det har været en tidsmæssigt presset proces med alt for korte høringsprocesser. Det er vores opfattelse, at politikerne selv synes, de har talt godt med hinanden om sagen, men ikke lyttet til alt det, der ellers er foregået, mener hun.