Grønnegården får hæder for renovering
Foto: kaai.dk
Boligbyggeriet Grønnegården har fået hædrende omtale for sin halve milliard dyre renovering.
Dansk Byggeri har tildelt hædrende omtale til Hasseris Boligselskab for moderniseringen af nedslidt betonbyggeri.
Da renoveringen af betonbyggeriet Grønnegården i Aalborg begyndte i 2015, var området med 447 boliger slidt ned og uinspirerende.
Men efter renoveringen fremstår området moderne og i så fin stand, at det har modtaget hædrende omtale af Dansk Byggeri i national konkurrence.
- Grønnegården er et smukt eksempel på en veludført renovering af en almen bebyggelse. En gennemgribende fornyelse, der har skabt nyt liv i et hensygnende kvarter, og som viser potentialet for at revitalisere vores mange nedslidte boligområder ved at satse på kvalitetsbyggerier. Til glæde for beboere og det omgivende samfund, lyder det i juryens begrundelse.
Grønnegården var inden renoveringen et tidstypisk eksempel på alment kransporsbyggeri i beton fra 1970'erne.
Placeringen tæt ved rekreative områder, sportsfaciliteter, indkøbsmuligheder, offentlig transport og hurtig adgang til motorvejen har altid været der, men problemet var, at Grønnegården var opført så det lukkede sig om sig selv, var uinspirerende og så havde tiden slidt på bygningerne, der var tilgroet med alger.
- Den grundlæggende tanke bag renoveringen har været at god arkitektur, smukke omgivelser, og det at være i menneskelige skalaer påvirker vores liv positivt. Det fremmer også ejerskabet til det, man bor i og lysten til at være social, siger Hasseris Boligselskabs direktør Ulrich Thagaard om renoveringen.
Den hædrende omtale præsenteres i december-udgaven af magasinet Byggeri. Magasinet Byggeri er vært og sekretariat for Årets Byggeri. Prisen dækkes også af fagbladet BygTek og bygtek.dk.
TV2 Nord har tidligere fulgt livet i Grønnegården og dagligdagen for nogle af beboerne. Udsendelsen kan du se herunder.