Grønne koncerter kan ikke gennemføres: - Det er enormt ærgerligt
Grøn må for andet år i træk aflyse de traditionsrige sommerkoncerter med tusindvis af publikummer.
Aalborg skulle 9. og 10. juli have dannet ramme om to af koncerterne i Grøns koncertrække, men det sker alligevel ikke.
Arrangørerne oplyser mandag i en pressemeddelelse, at man er nødt til at aflyse koncertkaravanen Grøn 2021.
Grøn havde præsenteret en plan for, hvordan de så sig i stand til at arrangere koncerter med op til 10.000 publikummer, men i sidste uge blev der præsenteret en politisk aftale, hvor der er fastsat et loft på 2.000 deltagere.
Vi er enormt kede af, at vi står i denne situation, da vi ønskede at samle danskerne til et sommermøde med livemusik og fællesskaber.
Christian Sveigaard, marketing director for Tuborg
Det mener arrangørerne af Grøn 2021 ikke muliggør rækken af koncerter, og derfor er sommerens koncerter aflyst.
- Det er enormt ærgerligt at trække stikket på en helt utroligt gennemarbejdet idé og model, som jeg til enhver tid vil stå på mål for. Vi er meget stolte af det arbejde, vi har lavet helt frem til det sidste sandkorn i timeglasset, og med så stor og positiv feedback fra så mange sider burde vores afviklingsmodel have fået chancen, siger Theis Petersen, som er indsamlingschef i Muskelsvindfonden, der modtager overskuddet fra de grønne koncerter.
Satser på Grøn Koncert i 2022
Muskelsvindfonden har sammen med Tuborg arrangeret Grøn Koncert siden 1983. Sidste år blev de store koncerter erstattet af intimkoncerter og et tv-show, fordi det på grund af coronarestriktionerne ikke var muligt at samle tusindvis af publikummer til livemusik.
- Vi er enormt kede af, at vi står i denne situation, da vi ønskede at samle danskerne til et sommermøde med livemusik og fællesskaber, siger Christian Sveigaard, der er marketing director for Tuborg, om aflysningen af Grøn 2021.
"Vi ses til #Grøn22" skriver Grøn på sin hjemmeside og indikerer dermed, at man satser på at kunne gennemføre koncertrækken næste år.