Kort Nyt

Grøn-gæst smadrer udstillingsbil, men han kan ikke forklare hvorfor

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der var højt solskin, koncerter og fest og glade dage, da der søndag var Grøn i Nørresundby, og det var samtidig et arrangement, hvor Nordjyllands Politi ikke havde det store at lave. 

Det var dog ikke alle gæsterne, der kunne holde sig inden for lovens grænser. 

En 24-årig mand havde nemlig udset sig et offer på Hjørringvej i Nørresundby, efter koncerterne på pladsen var overstået. 

Klokken 22.09 uddelte han flere slag med sine bare næver til en Skoda Enyaq, der stod som udstillingsbil hos Skoda i Nørresundby, oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi. 

To minutter senere, klokken 22.11, anholdt politiet ham, og patruljen kunne se, at bilen havde fået knust en rude og fået nogle buler og ridser. 

- Manden var træt af det, og han kunne ikke forklare, hvorfor han gjorde det, fortæller Christian Tilsted, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi om episoden og mandens efterfølgende snak med politiet. 

Den 24-årige blev sigtet og løsladt fra politiets varetægt ved 1.30-tiden natten til mandag. 

Engelsk storklub kommer igen til Nordjylland

At blive professionel fodboldspiller er drømmen for mange - og Saltum er måske et skridt på vejen.

Den engelske storklub Chelsea FC afholdt sidste år fodboldskole i den lille nordjyske by, og i år i efterårsferien gør de det igen. Det skriver Saltum IF i en pressemeddelelse.

Fodboldskolen samarbejder med CIFA (Cosmo International Football Academy), og netop CIFA bemærkede et specielt talent ved fem af de unge spillere.

Talenterne fik mulighed for at komme til England og deltog i CIFA UK Academy Tour, hvorved de fik lov træne med forskellige talenter fra Chelsea FC's fodboldskoler i Norge og Danmark og nogle talenter fra CIFA's engelske fodboldskoler.

I sommer spillede et U14-hold og et U16-hold fra CIFA med de unge nordjyske talenter kampe mod etablerede engelske klubber, og spillerne fik mødt tidligere Premiere League-spiller Bradly Johnson. De unge spillere fik også lov til at få motiverende samtaler med repræsentanter fra FA (Football Association) og endda med professionelle spillere.

CIFA deltager igen i fodboldskolen i Saltum, så Saltum kan i efterårsferien være et godt sted at befinde sig, som fodboldtalent med ambitioner om at blive scoutet.

Vidner får kommune til at reagere

I weekenden faldt en 25-årig mand i Limfjorden. Og på trods af, at flere vidner så det ske, turde de ikke hjælpe ham.

De kunne nemlig ikke finde redningskranse.

Og det er ikke godt nok, lyder udmeldingen fra Aalborg Kommune, som nu vil tage problemstillingen op.

Morsø Kommune lander budget uden besparelser

Der skal ikke spares penge i Morsø Kommune i det kommende år. Det ligger fast, efter at alle 21 medlemmer af kommunalbestyrelsen er blevet enige om et budgetforlig for 2025.

De seneste års hårde prioriteringer har vist, at man med rettidig omhu og et langsigtet perspektiv kan undgå besparelser, fastholde et gennemsnitligt serviceniveau og også få plads til enkelte nye tiltag, skriver kommunalbestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vi har været igennem nogle vanskelige budgetår, som har berørt os alle. Derfor er jeg glad for, at vi stadig formår at lytte til hinanden og skabe samarbejde på tværs. Vi ser nu ind i en tid uden besparelser, en fremtidssikret drift og et serviceniveau, som matcher landsgennemsnittet, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Morsø Kommunes samlede budget for 2025 er på cirka 1,75 milliarder kroner.

Her er de nordjyske holds pokalmodstandere

Der blev fredag morgen trukket lod til tredje runde i herrernes pokalturnering i fodbold, Oddset Pokalen. Dermed fandt de nordjyske klubber, der stadig er med i turneringen, ud af, hvem de står over for i næste runde.

AaB skal i tredje runde møde FC Fredericia på udebane, mens Vendsyssel FF hjemme tager imod Brøndby IF.

Hvis Thisted FC vinder deres kamp i anden runde mod Brabrand, skal de i tredje runde møde Superliga-klubben Randers FC på hjemmebane.

Hobro IK har heller ikke spillet deres andenrundekamp mod Middelfart endnu. Vinder de den, har de hjemmebane mod Viborg FF i tredje runde.

Kampene i tredje runde spilles mellem 24. og 26. september.

Kvinde idømt fire års fængsel efter stort narkofund

En 30-årig kvinde blev torsdag idømt fire års fængsel i en narkosag, som var for retten i Aalborg.

Det skriver anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

Kvinden blev dømt for at være i besiddelse af cirka 4,5 kilogram amfetamin med henblik på videreoverdragelse.

Hun modtog dommen og er fortsat fængslet, skriver anklagemyndigheden.