GomSpace må skære 40 stillinger
Foto: Daniel Mikelsen
Niels Buus, direktør i GomSpace, beklager tilbageslaget for virksomheden og de 40 medarbejdere, som har udsigt til at miste jobbet. Tilpasningen af virksomheden er rettidig omhu i forhold til udviklingen på satellit-markedet og i forhold til at sikre GomSpace på lang sigt, siger han.
Tredje kvartals regnskab viser, at den aalborgensiske producent af nano-satellittter er løbet ind i langsommere vækst end ventet og må skære i staben
Næsten hver femte medarbejder hos den aalborgensiske producent af nano-satellitter GomSpace står til at miste jobbet. Det er konsekvensen af, at en stor kunde kommer til at aftage produkter langsommere end forventet. Desuden er markedet for nano-satellitter generelt er løbet ind i afmatning, fordi finansieringen af nano-satellit projekter sker langsommere end tidligere.
- Det er naturligvis en negativ udvikling i forhold til vores medarbejdere, som har arbejdet hårdt og leveret en stor indsats for os i GomSpace. Desværre er det sådan, når en virksomhed er i hurtig vækst, at der også kan komme bump på vejen. Det her er et af de større bump, og det er vi kede af, siger direktør i GomSpace Niels Buus til TV2 Nord.
Han forsikrer samtidig, at alle i GomSpace er indstillet på at trække i arbejdstøjet og komme videre, så de langsigtede mål for virksomheden sikres.
- Samtidig med at det er meget beklageligt i forhold til medarbejderne, at vi er nødt til at reducere antallet af medarbejdere, så er det naturligvis også rettidig omhu over for investorer og virksomheden som sådan, at vi gør det, der er nødvendigt for at sikre GomSpace på lang sigt, siger Niels Buus.
Tab trods omsætnings-fremgang
Tilbageslaget for den førende satellit-producent kommer i en periode, hvor regnskabstallene ellers er som ventet. GomSpace kom ud af tredje kvartal 2018 med en nettoomsætning på 33,6 millioner svenske kroner mod 21,7 millioner kroner i samme kvartal sidste år. Dermed har GomSpace i årets første ni måneder omsat for 113 millioner svenske kroner, og det er en fremgang på hele 69 % i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Tredje kvartal gav et negativt driftsresultat på godt 30 millioner svenske kroner, og dermed er det samlede driftsresultat negativt med et samlet minus på 72 millioner kroner i årets tre første kvartaler. Selv om det klinger negativt er det helt i tråd med forventningerne.
Milliard-ambitioner i 2023
- Beslutningen om at reducere antallet af medarbejdere skyldes i højere grad, at når vi kigger fremad, så kan vi se, at en af vore store kunder kommer til at aftage produkter i en langsommere takt end oprindeligt forventet. Desuden kan vi generelt se i markedet, at kunderne er længere tid om at få finansieret projekter. Det kommer naturligvis til at påvirke vores salg, som vil ske langsommere, siger Niels Buus og forsætter:
- Til gengæld kan vi samtidig se, at ordre-potentialet på en lidt længere bane er i meget god udvikling, så det her er et tilbageslag på den korte bane, og alle i GomSpace er indstillet på at gøre det, der nu skal til, for at levere de resultater, vi har stillet op for den kommende femårige periode.
Det langsigtede mål for GomSpace er, at virksomheden i 2023 skal nå en omsætning på 1,5 milliard svenske kroner. Årsagen til, at den aalborgensiske virksomhed opgør regnskabet i svenske kroner er, at virksomheden er noteret på børsen i Stockholm.