Gør børns kruseduller til kunst - "ingen har noget magen til"
Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord
Alt kan blive til kunst, når det har været i hænderne på grafisk designer Rikke Præsius Rasmussen.
Grafisk designer Rikke Præsius Rasmussen laver børnetegninger om til små kunstværker, forældrene kan hænge op på væggen.
Se hele indslaget om Krusedullekunst i videoen nederst i artiklen – eller på tv2nord.dk/nordliv.
- Jeg tog min datters tegning og lavede en krusedulle ud af den og kunne bare mærke: Det er mega fedt og sjovt, det her. Kan man mon bruge det til noget?
Sådan opstod Rikke Præsius Rasmussens nye forrentningseventyr ret tilfældigt.
- Jeg viste tegningen til andre og lagde den på Facebook, og så var responsen mega positiv, så jeg lavede nogle flere.
Rikke Præsius Ramussen har i forvejen sin egen designvirksomhed, hvor hun laver logoer og hjemmesider til etablerede virksomheder. Så de farverige kruseduller på papiret foran hende var noget helt nyt.
- Krusedullekunst er børnetegninger, jeg tegner op på computeren og tilsætter en masse farver og dynamik og printer det ud på lærred. Man får meget personligt og unik kunst. Der er i hvert fald ikke andre, der har noget magen til, fortæller designeren fra Nørholm.
Tvivl om motivet
På hjemmesiden Krusedullekunst.dk modtager hun børnetegninger fra nær og fjern og laver dem om til små kunstværker, der kan pryde væggene i hjemmet.
- Mine favoritter er tegninger med øjne, for så bliver de meget mere personlige. Dem er jeg mere til, end tegninger af for eksempel en traktor, lyder det.
Som vi alle sikkert har oplevet med børns tegninger, så er kreativiteten stor. Derfor er det heller ikke altid til at se, præcis hvad tegningen forestiller.
- Derfor spørger jeg altid forældrene, hvad deres børn har tegnet. Jeg fik for eksempel den her tegning, som var lidt svær at afkode. Det viste sig at være ”Svend på den gule havetraktor”, siger Rikke Præcius Rasmussen og peger med et smil på et af de små kunstværker på computeren foran hende.
Håber at kunne leve af det
Rikke Præsius Rasmussen er uddannet grafisk designer og tjener sine penge ved at udvikle hjemmesider, logoer, kataloger og bøger til virksomheder – gennem firmaet Præsius Design.
- Det er mit ’rugbrød’, og så er Krusedullekunst flødeskummet. Mit grafiske arbejde følger en stram designlinje, det skal se professionelt ud og signalere en vis ting. Og så er det en helt ny verden at lave kunst, der bare skal være sjovt, fortæller hun.
Rikke Præsius Rasmussen drømmer om at leve af at bringe liv til andres børnetegninger.
- Tiden flyver, når jeg sidder med tegningerne. Pludselig er der gået fire timer. Så har man det altså godt, når man har mistet sin tidsfornemmelse, siger hun.
Én enkelt opgave ved dét at være selvstændig og skulle sparke døren ind hos potentielle kunder, har Rikke Præsius Rasmussen dog svært ved.
- Den mest grænseoverskridende ting er at skulle ud og sælge sig selv. For det sværeste ved at starte Krusedullekunst op, er at hvile i sig selv og tro på, at det nok skal gå godt og komme til at køre rundt, siger designeren – der overhovedet ikke betragter sig selv som sælger af natur.
Huset fuld af børnetegninger
Designeren har selv børnetegninger tæt inde på livet. Hun har to mindre børn, der elsker at se deres egne kunstværker komme til live.
- Mine børn kommer hele tiden med en masse tegninger og spørger: Mor, se her, kan du ikke lave den til krusedullekunst? Lige nu er jeg ved at lave en tegning fra min søn Bjørn, siger hun – og tilføjer.
- Den går lige i mormorhjertet, den her.
Rikke Præsius Rasmussen overvejer også at lade sine egne, gamle børnetegninger blive forvandlet til kunst.
- Jeg elsker at lave de her tegninger, og jeg bliver så glad for det. Når man så ser det komme ud i stor størrelse, og det kommer ud på et lærred, så er det bare pissegodt.
Interessen for Krusedullekunst bliver da også kun større.
- Jeg er ikke stødt på nogen, der synes, at Krusedullekunst er for barnligt. De synes bare, det er for fedt.
VIDEO: Se de mange flotte krusedulletegninger: