Godt nyt til trængte bilister: Nyt p-hus i Aalborg Centrum
Foto: Steven Vikkelsø Andersen
Parkeringskælderen under det nye Budolfis Plads slog fredag dørene op til 105 nye p-pladser i Aalborg centrum.
Manglen på parkeringspladser i Aalborg centrum har været et varmt emne i byen de seneste mange år. Bilister har svært ved at finde et sted at holde, og ofte må man parkere langt væk fra det sted, man skal hen.
Men nu er der godt nyt til de trængte bilister i byen. Parkeringspladsen ved Budolfi Plads har været lukket på grund af ombygning de seneste tre år, men nu er dørene blevet slået op til en helt ny parkeringskælder under pladsen.
- Det er en stor dag for Budolfis Plads A/S. Det er vores afleveringsdag. Det er i dag, vi tager imod det, vi har arbejdet på de sidste tre år. Så det er en stor dag at åbne projektets garage, som vi gør i dag. Så vi er glade og meget positive, siger Mikkel Højsleth, direktør i Budolfi Plads A/S, der er entreprenør på ombygningen af pladsen.
Skal bidrage til parkeringssituationen
P-kælderen har 105 nye pladser, og der er indgang via Vingårdsgade. Kælderen er i niveau med gaden, og man behøver derfor ikke køre ned ad en rampe for at komme ind i kælderen. Det kommer til at koste 16 kroner i timen at parkere i huset.
- Hvis der er noget, der har været til debat de seneste mange år, så er det parkering i Aalborg centrum. Og vi er glade for, at vi kan bidrage til parkeringssituationen herinde ved at åbne de 105 p-pladser i dag. Der har været p-plads her i mange år, og nu byder vi igen velkommen efter tre års byggeperiode. Og der skulle gerne være rigelige pladser herinde, siger Mikkel Højsleth.
Vingårdsgade vil fortsat være åbent for bilister, men dele af Algade er blevet lukket ned for den tunge trakfik. Algade skal fremover tilgodese fodgængere og cyklister i højere grad.
Åbningen af p-kælderen blev fredag fejret med kaffe og p-tærter til de 105 første, der skulle parkere på pladsen.