Aalborg, den 8. juli 1940: Der er ingen dernede på landjorden, der har den mindste mistanke om, at de er på vej. I ly af skyer og langt flere højdemeter, end man normalt ville flyve i, sniger de sig ind over Nordjylland - 10 lette Blenheim-bombefly fra Englands Royal Air Force.

Med sig har de 10 bomber på 250 kilo og 20 bomber på 125 kilo. Mere end rigeligt til at forårsage alvorlig ødelæggelse på bygninger, på krigsmaskiner og på mennesker. De har været undervejs siden klokken 16.55 fra engelsk grund, ude på en mission for at forhindre den tyske invasion, der virker så faretruende nær.

Og kursen? Den er sat mod Aalborg.

Mod havnebyen ved Limfjorden og dens høje koncentration af tyske skibe. Byen har en højere prioritet som mål for England end både krigsskibet Bismarck i Hamburg og de mange skibe i Kielerkanalen, fordi englænderne frygter, at en invasion vil begynde herfra.

Alt det ved aalborgenserne ingenting om. De arbejder og færdes på havneområdet, som var det enhver anden dag. Laster skibe, fylder togvogne, bærer indkøb hjem til lejlighederne. Skodder cigaretter, tørrer snottede næser og kysser hinanden goddag og farvel.

Indtil bomberne begynder at regne.

Ikke ned over de skibe, de engelske piloter egentlig sigter efter ude på Limfjorden, men ned over gader, fabrikker, boliger. Englænderne ligger for højt - cirka 3300 meter oppe i luften - til at kunne ramme ordentligt. Og det koster ikke bare brosten, tage og arbejdspladser. Det koster også tre menneskeliv.

I Slotsgade 26 bliver en kvinde dræbt. På havnen omkommer også to tyske soldater, før 107. eskadrille har smidt alt deres gods og sat kursen mod England igen.

De efterlader et brændende Aalborg og gabende sår i vejbelægningerne, hvor bomberne har boret sig ned uden at eksplodere.

Senere, da røgen har lagt sig, og nysgerrige igen tør gå på gaden for at se på skaderne, bevæger en mand sig rundt med et kamera mellem hænderne. På 20 negativer fanger han det hele. Ruinerne. Murbrokkerne. Et chokeret, lammet Aalborg, hvor krigen pludselig er kommet tæt på i al sin brutalitet. De tomme vinduer i facader, der på usandsynlig vis stadig står. Overlevelsen i bysbørnenes øjne.

Han får dem fremkaldt hos Foto-Hallen i Gravensgade 19 for en krone, men siden forsvinder de. Negativerne bliver forputtet og glemt. Først 76 år senere dukker de op igen i en kasse på TV2 Nord.

Aabybro, efteråret 2016:

Den lille gulnede fotolomme bliver fundet af Janni Kristensen, som er tekniker på tv-stationen, under en oprydning en dag på lageret. Den grønne farve er falmet, bogstaverne lidt gnidrede og papiret krøllet.

Men negativerne indeni fejler ingenting. De har ikke været udsat for fugt eller alt for mange fedtede fingre. Alligevel er de umulige at scanne og fremkalde på TV2 Nord - det rette udstyr findes simpelthen ikke på stationen. Men nysgerrigheden er vakt hos Janni Kristensen og hendes kollega Tommy Hald.

For hvordan er negativer fra 1940 endt i et arkiv, der ellers kun indeholder levende billeder og kun går tilbage til 1989? Og hvad er det for nogle motiver, der gemmer sig på negativerne?

Sporene er ikke mange - men fotolommen indeholder trods alt et navn på fotografen: Willy Nielsen. Så Tommy Hald går på jagt, og den begynder hos Aalborg Stadsarkiv. Her har fotograf Henrik Abildgaard det helt rigtige udstyr til at forvandle negativerne til sort-hvide fastfrysninger af historien i høj opløsning.

- Negativer som dem her har en størrelse, hvor det fortrinsvis har været halv- eller helprofessionelle fotografer, der operede med de filmformater. For i den her størrelse kræver det også et større og dyrere kamera, og det fortæller mig, at det enten er noget fagligt eller en meget dyr hobby, forklarer Henrik Abildgaard om negativerne.

Men Willy Nielsen var ikke fotograf, viser det sig. Han står i hvert fald ikke listet under "F" for fotograf i Vejviseren fra 1941 - og det gør ham svær at finde. Dengang blev folk nemlig ikke listet alfabetisk, men efter profession, og derfor skal man hele bogen igennem for at finde en W. Nielsen, som måske kan være den rigtige.

Så Tommy Hald må gå lidt anderledes til værks for at finde den amatørfotograf, der forevigede et ødelagt Aalborg en julidag i 1940.

Han må ty til Facebook og en efterlysning dér. En lille film på bare 45 sekunder, som bliver sendt ud til TV2 Nords Facebook-følgere og deres netværk. En film, der bliver delt 220 gange og set i alt 36.000 gange, før oplysninger om Willy Nielsen og hans fotografiapparat dukker op til overfladen.

Aalborg, juli 1940:

Midt mellem billederne af de ødelagte vejbaner og sønderbombede huse stikker ét motiv ud. Blandt Willy Nielsens 20 motiver er der kun ét, hvor man som tilskuer får øjenkontakt med historien.

Det er taget foran Cigarforretningen Bonus på hjørnet af Nyhavnsgade og Slotsgade, hvor resterne af en bombe har slået hul i forretningens facade, så det ligner et tandsæt, hvor flere tænder er blevet slået ud. Her har Willy Nielsen fanget to mænd, fastfrosset dem foran ødelæggelserne og glemt at fortælle omverdenen, hvem de var, de to arbejdere i overalls, med dystre blikke og en smøg i mundvigen.

Senere skal det vise sig, at manden til højre, med kasketten og cigaretten, hedder Jens Christian Rasmussen. Han var blikkenslager. Manden til venstre var Frants Søgaard, der skaffede sig til dagen og vejen som elektriker. De er begge to døde i dag, men lige dér har de klaret det første af flere bombeangreb fra England over Aalborg.

Ifølge historikere var det ikke noget vellykket angreb fra englændernes side. Overhovedet. Kun otte af de 30 bomber, Blenheim-flyene havde med sig over vandet,  ender bare i nærheden af deres mål - tre skibe i Limfjorden. Resten rammer land.

Motiverne - dengang og nu. Brug slideren til at se forskellen på Aalborg efter angrebet og i dag.

Alligevel vender de engelske piloter hjem og fortæller, at de havde i hvert fald én fuldtræffer. Det havde de ikke. Og ingen steder i rapporterne fremgår det, at størstedelen af bomberne ramte civile områder.

- Hovedårsagen er, tror jeg, at man sidder og kigger ned over de skibe, og så ser man ikke, hvad der sker ude til siderne. Man koncentrerer sig om målene, hvor bomberne landede meget tæt på, siger historiker Henrik Skov Kristensen om luftangrebet.

Flere angreb fulgte de næste måneder. Ingen af dem med større succes, men England blev ved med at ofre fly og mænd for at forhindre en mulig tysk invasion. Så vidt vides, var det dog kun skaderne efter dette ene angreb, Willy Nielsen fik foreviget.

Gjøl, marts 2017:

Havde journalist Tommy Hald begyndt sin søgning efter Willy Nielsen - nemlig i TV2 Nords egne arkiver - ville han måske have opdaget amatørfotografens identitet lidt tidligere i forløbet. For Willy Nielsen befinder sig nemlig lige dér, i tv-stationens båndarkiver. Som en stemme fra historien blev han i 2009 interviewet om de ting, han så under besættelsen af Danmark til programserien "De sidste vidner".

Men den oplysning får Tommy Hald først senere, på et tip fra en af de mange nordjyder, der har set efterlysningen og videoen med negativerne på Facebook. Ifølge kilden var det i forbindelse med dét interview, at Willy Nielsen lånte TV2 Nord sine negativer. Han fik dem desværre aldrig igen.

Willy Nielsen lever ikke mere. Han døde i 2010 efter et godt og langt liv, hvor hans arbejde som elektriker og radiotekniker bragte ham til Grønland og hjem til Nordjylland igen. Altid med sit kamera med sig.

Men i et køkken i et lille rækkehus på Gjøl går hans enke rundt. Hun har fundet det gamle Zeiss Ikon-kamera, de 20 negativer fra 1940 kom fra. Men billederne fra bombeangrebet kender hun ikke.

- Nej, de siger mig ikke noget. Jeg har aldrig set dem før. Men jeg tror også, Willy vidste, at jeg havde fået nok af krigen, så de har aldrig været på bordet, siger Åse Nielsen med en lille latter.

Hun var gift med en mand, der elskede at tage billeder og at fange øjeblikkene for eftertiden. Willy Nielsen blev født den 25. september 1918 med et godt blik for billeder, og han samlede film efter film med snapshots.  Hundeslæder fra livet på Grønland, fly og bombekratere fra krigens Nordjylland og skæve vinkler på hans og Åses ferier.

- Det gjorde han jo altid. Det var lige meget, hvor vi var, om vi var ude at sejle eller rejse. Én gang var det de her el-ledninger, der hang ned over en vej, da vi var på ferie på Santorini. Så skulle han have et billede. Jeg kan ikke sige hvorfor, men han fotograferede altid. Jeg har jo tre skuffer heromme med billeder, jeg aldrig har fået sorteret. Men det kommer nok en dag, siger Åse Nielsen.

Fotolommen og negativerne fra bombeangrebet i 1940 er med hendes accept givet til Aalborg Stadsarkiv. De har fået sig en plads på en hylde i billedsamlingen i Vestbjerg mellem kasse efter kasse med billeder og negativer fra Aalborg og omegn. Bare 20 negativer ud af en samling på over fem millioner. Det var Willys ydmyge, men vigtige bidrag til historien.

Hele udsendelsen om Willy Nielsen og de 20 unikke negativer kan ses her.