Glade studenter i gadebilledet
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
3.C fra Hasseris Gymnasium fejrede i dag, at de var blevet studenter med den traditionelle studenterkørsel.
Årets studenterkørsel hang for kort tid siden i en tynd tråd, men pludselig gav et flertal i Folketinget alligevel de unge studenter lov til at få den traditionelle studenterkørsel med som afslutning på deres studentertid.
I dag kunne de 27 nyudklækkede studenter fra 3.C fra Hasseris Gymnasium endelig sætte sig op i den flot pyntede lastbil fra Amok studenterkørsel i Støvring med chauffør Jacob Ulf bag rattet.
- Det er så fedt, så skønt, nu skal vi sgu feste, siger Alexander Kirk Jensen fra Sebbersund.
- Det er så dejligt, at vi endelig fik lov til at fejre vores studentereksamen med den her studenterkørsel - fortsætter Alexander, mens han tager en tår af dagens første øl - klokken er kun 9.45.
Men det er ikke kun studenterne, der var glade for, at der alligevel blev givet tilladelse tíl, at studenter fik mulighed for at køre rundt og fejre studenterhuen.
Tina Hyldgaard Porsmose har netop serveret morgenmad for de 27 studenter fra 3.C, og hun siger, at hun er helt tryg ved at sende sin datter afsted - de har alligevel været sammen i gymnasiet den sidste måned, det er de samme, der kører med lastbilen. Ingen andre må være med på turen, og de besøger kun forældre fra klassen, og så får de både sprit indenbords, men også rigeligt med at få sprittet hænder.
Jeg havde sgu aldrig tilgivet statsminister Mette Frederiksen, hvis hun ikke havde givet os lov til det her.
Kira Hupfeldt, student, Hasseris Gymnasium
- Jeg havde sgu aldrig tilgivet statsminister Mette Frederiksen, hvis hun ikke havde givet os lov til det her, siger Kira Hupfeldt oppe i lastbilen, mens det pumper ud med musik i de to store højtalere.