Geotermi: A.P. Møller Holding tilladelse ærgrer rådmand
Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)
Det kan ende med at forsinke arbejdet med at få indført geotermi, at A.P. Møller Holding nu har fået tilladelse til at bore i undergrunden, frygter Lasse P.N. Olsen (EL).
I 2028 er det slut med kul på Nordjyllandsværket.
Det har i over et år været en del af en fast strategi for Aalborg Forsyning.
Men når kullet er fortid, er der noget nyt, der skal sørge for, at der fortsat kommer fjernvarme til nordjyderne.
Et muligt alternativ til kul er blandt andet geotermi, og fredag har A.P. Møller Holding fået tilladelse til at bore i undergrunden i Aalborg for at undersøge, om undergrunden kan bruges til geotermi.
Selvom Lasse P.N. Olsen tidligere har udtryk glæde over geotermi, så er det ikke alt omkring A.P. Møllers tilladelse, som har bragt det helt store smil frem.
Arbejder på udbud
Lige nu arbejder Aalborg Forsyning på at forberede et udbud for, hvem der skal stå for boringen og opførelsen af anlæg til geotermi. Derfor ærgrer det rådmand i Aalborg Kommune og bestyrelsesformand for Aalborg Forsynings energiselskaber, Lasse P.N. Olsen (EL), at der allerede nu er givet tilladelse til at bore, inden man ved, hvem der skal stå for den endelige boring.
- Jeg frygter, at hvis vi laver en aftale med andre end A.P. Møller, så vil processen med at overdrage tilladelsen til at bore forsinke selve projektet, siger Lasse P.N. Olsen, bestyrelsesformand for Aalborg Forsynings energiselskaber.
Lige nu forventes det, at efterforskningsboringerne begynder i løbet af 2022. De boringer skal vise, om vandet er varmt nok til at blive brugt som varmekilde til fjernvarmen. Hvis vandet er varmt nok, skal der efter planen bygges anlæg i 2023.
- Der kan måske forsinke projektet med fire til seks måneder. Det er tid vi ikke kan undvære.
Lasse P.N. Olsen, Bestyrelsesformand, Aalborg Forsynings energiselskaber.
- Der kan måske forsinke projektet med fire til seks måneder. Det er tid vi ikke kan undvære. Det vælter ikke læsset, men det skaber et pres. Fra efterforskningsboringerne begynder, til vi er færdige kommer der til at gå fem til seks år, så gør et halvt år en forskel, siger Lasse P.N. Olsen.
Lasse P.N. Olsen slår også fast, at det ikke er sikkert, at en eventuel overdragelse af tilladelse til et andet firma end A.P. Møller vil tage ekstra tid.
Efter planen skal udbuddet sendes ud i tredje kvartal i år 2019, og i slutningen af fjerde kvartal i 2019 forventer Aalborg Forsyning at få tilbud. De tilbud skal derefter gennemanalyseres og vurderes inden, at der 2020 skal forhandles kontrakt.