Gennemlevede det værste mareridt: - Jeg har valgt at leve
Enhver forældrers værste mareridt har betydet et karriereskift for en nordjysk mor.
- Det var fuldstændig uvirkeligt. Jeg vidste det allerede, da jeg så ham ligge der på hospitalet.
Maj Kær fra Aalborg mistede tidligere på året sin 14-årige søn.
Han fik aggressiv meningitis og blev hurtigt erklæret hjernedød.
Hans forældre måtte på få timer acceptere, at det værste havde ramt dem. Oveni skulle de tage beslutning om at donere deres søns organer. Det har nu fået Maj Kær til at stifte en ny forening.
Taler stadig med ham
Inde midt på Almen Kirkegård i Aalborg ligger 14-årige Victor Kær på et helt særligt gravsted.
På en lille sten ved siden af gravstenen, kan man scanne en kode og få Victors historie på Instagram. Helt i den 14-åriges ånd. Forældrene kalder gravstedet for ”Victors vidunderlige Have”.
- Jeg kommer her tit. Når jeg har det skidt, sætter jeg mig her på bænken og får ro på. Så taler jeg med ham og fortæller ting. Det hjælper. Det har vist sig, at mange andre gør det samme. Victors venner kigger tit forbi og skrive en hilsen på de hvide sten, som Victors søster samler ved Vesterhavet, siger Maj Kær, som mistede sin søn den 2. januar i år.
Tragedien ramte, da Victor var hos sin far over nytåret.
Den 2. januar fik han pludselig voldsom hovedpine. Dagen efter faldt han ud af sengen, og hans far kunne ikke komme i kontakt med ham. På hospitalet kunne lægerne efter forskellige test konkludere, at Victor var hjernedød efter aggressiv meningitis.
- Jeg sagde til hans far, at de ville sige, at han var væk og derefter spørge os, om vi ville donere hans organer, siger Maj Kær, som få timer senere fik ret i sine forudsigelser.
Kontor på Victors gamle værelse
Victor var en almindelig teenager på trods af en kronisk hormonsygdom og diagnosen ADD. Efter en hård start på livet var der håb om, at han kunne leve et normalt liv.
- Han var plaget af tankemylder, men han fungerede fint rent socialt. Vi var i mange år bekymret for ham, og så er det paradoksalt, at han dør af noget, som vi aldrig havde forestillet os, siger Maj Kær, som heldigvis stadig har sønnen Elliot.
De bor sammen med Majs nye mand i Kærby i Aalborg.
I dag har hun indrettet sit kontor på Victors gamle værelse i kælderen under den røde murermestervilla.
Victors ting er der stadig, og der hænger masser af fotos af den 14-årige rundt om på værelset.
Særligt glad er hun for de billeder, hvor Victor er sammen med sin lillebror. For det er vigtigt, at huske på, at Elliot ikke føler sig glemt, selvom det meste har drejet sig om Victor siden januar.
- Jeg har valgt at leve. Så skal jeg også gøre det. Og det betyder, at jeg skal have familien til at fungere. Elliots bror er død, men Elliot og vi andre lever, så vi skal fremad, selvom det nogle gange virker meningsløst.
Værdig forening
Sorgen og savnet er efter godt et halvt år stadig den samme.
Tidligere sad Maj Kær i en god stilling hos et stort nordjysk tøjfirma. Det er hun fratrådt, fordi det ikke giver mening at fortsætte som før.
Nu har hun stiftet Foreningen Værdig, som skal være med til at hjælpe pårørende og skabe en forbedret proces i forhold til organdonation.
Derudover skal foreningen også hjælpe forældre, der er pårørende til at barn, som har det svært i livet.
- Vi savnede, at der var sat en af til at tage os i hånden og fortælle os, hvad der ville ske.
- De var rigtig søde på hospitalet den dag. De gjorde, hvad de kunne og var søde til at arbejde rundt om os, fordi vi har brug for at sidde hos Victor. Men de havde også travlt med alt det medicinske, når det handler om hjernedød og organdonation.
Kirurger fløjet ind
Maj og hendes eksmand var ikke i tvivl: Victors organer skulle hjælpe andre.
Det var midt i snestormen, så arbejdet med at få Victors organer transporteret forskellige steder hen var vanskeligt. Kirurger blev fløjet ind for at tage sig af det.
- Det var, hvad Victor ville have ønsket. Han sagde altid, at hans største ønske var at hjælpe andre. Det har han i den grad gjort, siger Maj Kær.
Foreningen Værdig skal støtte og hjælpe pårørende, men den skal også påvirke politikerne til at lave et fast beredskab for de pårørende i en traumatiserende situation.
- Vi følte os meget alene i processen. Jeg har intet dårligt at sige om personalet på hospitalet, men det ville have været rart med støtte, da det skete og i tiden efter. Der har vi måttet klare det selv, siger Maj Kær.
Foreningen Værdig har allerede en hjemmeside og er i gang med at etablere sig.
Maj Kær arbejder nu deltid med sin forening, som hun er blevet direktør for på den stiftende generalforsamling. Derudover har hun sin egen konsulentvirksomhed.