Gennemførte livsfarlig operation og tabte 200 kilo: - Jeg var ikke i tvivl
Kaare Bach Toft tabte 200 kilo på ti år.
41-årige Kaare Bach Toft fra Nørresundby har med de seneste 10 år kastet 200 kilo af sig - og dét har været hårdt arbejde.
Hvis Kaare Bach Toft ville leve mere end tre-fire år, skulle han i gang med at træne og tabe sig. Sådan lød beskeden fra lægerne tilbage i 2009.
Det har han gjort. I dag er den 41-årige nordjyde 200 kilo lettere, han er sund og rask - og han håber, at hans historie kan være med til at inspirere andre, der står i en svær situation, som han slev gjorde dengang.
Selvom Kaare Bach Toft stadig er glad for mad, har det for ham virket at ændre sin mentalitet, om det han spiser og gør.
Fire stablede havestole skulle holde vægten
Det kan i dag være svært for Kaare Bach Toft at genkende sig selv i spejlet - og det kan også være svært for andre at genkende ham. For før han besluttede sig for at gøre noget ved hans krop og de 300 kilo, han vejede, var selv hverdags ting en udfordring.
Den lokale pizzamand krævede, at der var fire havestole ovenpå hinanden, når jeg skulle sætte mig.
Kaare Bach Toft.
Han kunne ikke sidde i stole med armlæn. Bilen gik i stykker, fordi støddæmperen blev slidt i den side, han sad. Og når han skulle flyve, måtte han bestille et dobbeltsæde.
- Den lokale pizzamand, som jeg besøgte rigtig meget, ville gerne sælge pizza til mig, men han krævede, at der var fire havestole ovenpå hinanden, når jeg satte mig, for ellers ødelagde jeg simpelthen stolene, fortæller han.
En livsfarlig operation
I slutningen af 2009 fik Kaare Bach Toft foretaget en gastrisk bypass operation, der skulle hjælpe ham med at komme af med de mange kilo. Operationen ville indsnævre hans mavesæk, så han ikke kunne have helt så meget mad i den.
- Det var et alvorligt indgreb. Et par timer inden operationen fik jeg at vide af overlægen, at jeg med stor sandsynlighed ikke ville vågne op igen, fordi jeg var så stor, husker han.
Lægerne risikerede at måtte opgive operationen, fordi Kaare Bach Toft var for tyk. Det kunne enten blive en succes eller koste ham livet.
- Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle jeg. Det var det eneste rigtige at gøre, siger Kaare Bach Toft.
For tyk til motion
De første måneder efter operationen var det alene en omlægning af kosten, der gjorde, at Kaare Bach Toft tabte sig. På det tidspunkt vejede han nemlig for meget til, at det var forsvarligt at motionere. Men i takt med at kiloene raslede af, kunne han også begynde at træne.
- Det har været et hårdt maraton at smide de mange kilo, fortæller han i ’Go’ morgen Danmark’.
For det store vægttab har ikke været resultatet af slankekure og hurtige løsninger. Det har været hårdt arbejde - og det har ikke været uden tilbagefald.
- Det har lært mig, at det også er okay at fejle. Man skal bare ikke give op - men fortsætte fra det sted, man er, lyder det.
Se indslag om Kaare Bach Tofts vilde vægttab: