Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Gammel eternit-produktion i Aalborg trækker lange sygdomsspor

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Det er efterhånden mange år siden, at de meget støvende opgaver med asbest forsvandt fra Aalborg. Alligevel opdages der stadig nye tilfælde af asbestrelaterede sygdomme i byen.

Det er omtrent 30 år siden, at asbest blev forbudt i Danmark og dermed forsvandt fra arbejdsmarkedet og nybyggede huse. Men asbesten trækker lange spor og forårsager stadig den dag i dag sygdomme.

Det viser ny forskning fra Aalborg Universitetshospital. Her har forskere ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling set på forekomsten af nye tilfælde af asbestose, også kendt som stenlunger forårsaget af asbest, og fortykket lungehinde i Danmark.

Og tallene viser, at asbest stadig gør folk syge.

- På Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling har vi kigget på forekomsten over en årrække, og vi kan konstatere, at asbestose desværre stadig er en sygdom, man skal tænke på at blive undersøgt for, hvis man udvikler åndenød og har arbejdet med asbest - også selvom det måske er 50 år siden eller mere, at man sidst havde med asbesten at gøre, fortæller overlæge ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling, på Aalborg Universitetshospital, Jakob Bønløkke.

Der kommer fortsat også nye tilfælde af tilstanden fortykket lungehinde. Her dannes arvæv med forkalkninger i lungehinderne. Tilstanden er normalt harmløs i sig selv og giver ikke nogen symptomer, men i sjældne tilfælde, hvor forkalkningerne er meget udbredte, kan det påvirke vejrtrækningen.

- Der opdages stadig mange tilfælde af fortykket lungehinde. Det sker som regel ved et tilfælde, når der tages et røntgenbillede af lungerne, men både asbestose og fortykket lungehinde skal anmeldes som arbejdsskader, siger Jakob Bønløkke.

Risiko ved mindre asbestudsættelse end tidligere antaget

Forskerne har desuden fundet ud af, at risikoen for asbestose stiger efter en mindre asbestudsættelse, end man hidtil har ment i Danmark.

- Vi har kunnet se, at der kun skal 10 og ikke, som man hidtil har ment, 25 såkaldte ”fiberår” til, før vi mener, at risikoen for asbestose er væsentlig. Det kan få betydning for, hvor mange der får sygdommen anerkendt som arbejdsskade, siger Jakob Bønløkke.

Et fiberår svarer til en udsættelse for ét asbestfiber pr. milliliter luft i et år.

Mange tilfælde i Aalborg

Ifølge overlægen er der i Aalborg en uforholdsmæssig stor andel af tilfælde af både asbestose og fortykket lungehinde. Det kan skyldes, at byen i mange år husede en stor produktion af asbestholdig eternit fra Dansk Eternit Fabrik.

-  De seneste år har mellem 11 og 20 procent af alle danske patienter henvist for asbestose og mellem 11 og 31 procent af dem henvist med fortykket lungehinde været fra Aalborg. Det er uforholdsmæssigt mange set i lyset af byens størrelse, men formentlig en konsekvens af tidligere tiders eternitproduktion i byen, forklarer overlæge Jakob Bønløkke.

Undersøgelsens resultater er netop publiceret i Ugeskrift for Læger og er udført i samarbejde med andre afdelinger på Aalborg Universitetshospital samt en række af landets øvrige hospitaler.


Kristinas kat blev kørt ihjel på grusvej: - Næste gang er det et barn

Foto: (Privatfoto)

Familiens børn var der, da katten blev påkørt.

For en uge siden mistede Kristina Petersen sin kat Blåbær gennem tre år, efter den blev påkørt ude på grusvejen foran familiens hus.

Hun var i gang med at pynte op til jul med sine to sønner, da de pludselig så en bil kom susende forbi.

- Jeg tænkte bare; 'Nu er der en igen', forklarer hun.

Men kort tid efter, så hun Blåbær vælte rundt i bedet ved siden af vejen.

- Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb ud efter ham, forklarer hun.

Døde ved dyrlægen

Hun fik efterfølgende fat i en dyrlæge og fik ført Blåbær akut afsted.

- Dyrlægen spurgte, om han måtte ligge ham i narkose for at kunne komme til at mærke hans nakke og ryg, og det gav jeg lov til, selvom dyrlægen sagde, at der var en risiko, forklarer Kristina Petersen.

Efter Blåbær blev lagt i narkose, gik der dog ikke.

- Jeg kunne pludselig se, at han ikke trak vejret længere, forklarer Kristina Petersen meget berørt.

Dyrlægen fik undersøgt Blåbær, og han kunne efterfølgende fortælle, at han var blevet påkørt i hovedet og nakken. Derfor overlevede han ikke.

- Dyrlægen spurgte, om jeg ville have ham med hjem, og det sagde jeg ja til. Børnene forventede jo, at han kom hjem, forklarer hun.

Søndag fik Kristina Petersen sammen med sine drenge begravet Blåbær.

- Det var det værste.

- De græd meget, og det gik virkelig op for dem, at han ikke var her mere, siger hun berørt.

Foto: (Privatfoto)

Næste gang er det et barn

Selvom det var første gang, at familien oplevede, at det gik galt, så er det ifølge Kristina Petersen langt fra første gang, at bilerne er kørt for stærkt på grusvejen ved familiens hus.

- Der er så mange, som kører med hovedet under armen, og det er skidefarligt, fortæller hun.

Hele hændelsen fik hende til at dele et opslag på Facebook. Her kommenterer mange, at det er ejerens eget ansvar at holde katten væk fra vejen.

- Men der er altså også børn her, så det kunne være dem. Det gik virkelig op for os, hvor udsat de faktisk er. Næste gang er det et barn, konstaterer hun.

Derfor har Kristina Petersen sat sig for at få sat skilte op på vejen. Det er dog ikke så let.

- Jeg har snakket med kommunen og politiet, som sagde, at grundejerforeningen skulle sende en anmodning. Vi har dog fundet ud af, at vi ikke har en grundejerforening, så det skal vi da have nu, påpeger hun.

Hun håber, at familiens tragiske hændelse kan få bilisterne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kører for stærkt på grusvejen, også selvom der ikke er skilte endnu.


Optog- og markeder: Her bliver der julet hele december

Foto: ThistedBy

Det starter 1. december i Thisted, hvor spejderkorpset, FDF-orkestret og Sparekassen Thy marcherer igennem Thisted by.

Julelys, nissehuer, nissemænd- og selvfølgelig julemandens postkasse.

Det hele vender tilbage til Thisted, der også byder den verdensberømte gæst velkommen.

- Julemanden ankommer til havnen og fører an i optoget til Store Torv, hvor det store juletræ vil blive tændt, siger ThistedBy i en pressemeddelelse.

Foto: ThistedBy

Hele måneden kommer der da også til at være fyldt med arrangementer, der skal hjælpe alle i stemning op til afrundingen den 23. december.

- Det er Mads og Morten, der afslutter julens aktiviteter med masser af kendte juletoner i selskab med julemanden selv, lyder det.

Det velkendte Lucia-optog sker den 13. december med deltagelse fra Nodvestjysk Pigekor.

Foto: ThistedBy

Beskylder lokale folketingsmedlemmer for at svigte byen

Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST og Karsten Mortensen, TV MIDTVEST.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy.

Jane Kruse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at lokale politikere ikke har sørget for fortsat støtte til centret.

Forstanderen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Jane Kruse, retter nu en hård kritik mod to lokale folketingsmedlemmer.

Centret i det sydlige Thy er truet af lukning, fordi det fra næste år mister sin støtte på finansloven, og i den forbindelse udtrykker Kruse skuffelse over, at Simon Kollerup (S) og Torsten Schack Pedersen (V), der begge er valgt i Thistedkredsen, ikke har sikret fortsat støtte.

 - Vi synes selv, at vi har haft en tæt kontakt til alle partier, men selvfølgelig specielt til Simon Kollerup og Torsten Schack Pedersen, der er valgt i vores område. Dem har vi haft meget kontakt med og bedt dem om at bringe os på finansloven. Det har de ikke gjort.

- Hvordan tænker du om det?

- Det synes jeg er et stort svigt af det arbejde, der skal ske i Thy, siger Jane Kruse.

Folkecentret, der arbejder for at udvikle grønne energiløsninger, har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner om året via finansloven. 

Men på den finanslov for næste år, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF og Radikale er støtten forsvundet, og folkecentrets 12 ansatte er nu blevet opsagt fra årsskiftet.

Svar fra Simon Kollerup

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup har sendt os dette svar til Jane Kruses kritik:

"I dag glæder jeg mig over de penge, der er lykkedes at få til vores område, så Næssundfærgen får medvind mellem Thy og Mors, så Hurup i Sydthy får udviklingshjælp som blomstrende by, og så vi får annulleret besparelserne i Nationalpark Thy. Men jeg lytter naturligvis også til frustrationen fra folkecenteret, som ikke er lykkedes med at komme på finansloven denne gang. Nu må den kommende tid vise, om der er grønne puljer på finansloven, der kan være dem til hjælp. Det er ikke undersøgt endnu".

Lang ønskeseddel

Og nu står Jane Kruse tilbage med et stort ubesvaret spørgsmål: hvorfor?

- Vi har ingen viden om, hvorfor vi ikke er kommet med på finansloven. Vi står ellers for det, der skal bære os fremad.

- Men du kan vel ikke vide, om de har forsøgt at få jer med i regeringens finanslovsforslag?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke fået nogle tilbagemeldinger fra de to lokalt valgte politikere, siger Jane Kruse.

Torsten Schack Pedersen siger til TV MIDTVEST, at han tidligere har været med til at sikre penge til folkecentret.

- Det er ikke lykkedes denne gang. Der har været mange gode forslag på bordet fra Thy og Mors, og det er lykkedes at skaffe penge til Næssund-færgen og til udvikling af Sydthy. Så vi har bestemt sørget for ting, der tilgodeser thy- og morsingboerne, men ønskesedlen er længere, end pengene rækker, siger han.

Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab, tilføjer, at der ikke er andre partier, der har rejst spørgsmålet om folkecentret under forhandlingerne.

- Men har du taget kampen?

- Vi møder mange ønsker, som vi prøver at fremme. Noget lykkes og andet lykkes ikke, siger han.

Jane Kruse siger, at folkecentret nu vil undersøge mulighederne for at få støtte fra fonde eller andre aktører.


Se billederne: Elefanter æres i enkeltstående juleudstilling

Juleustillingen vil kun være at finde i år.

Tilbage i oktober i år var det slut med elefanter i Aalborg Zoo efter knap 70 år.

Det berørte både de ansatte i haven, men også havens gæster var berørte af det.

- Vi har kun fået positiv responds. Folk har haft medfølelse, været kede af det og haft stor forståelse for det. Der har været stor opbakning, og folk har sendt breve og blomster, forklarer vicedirektør for Aalborg Zoo, Pia Nielsen.

Aflivningen af havens eneste elefanter betød også, at elefantanlægget ville stå tomt, under dette års Jul i Zoo.

- Det, syntes vi alle, ville være ærgerligt. Vi ville gerne hylde vores elefanter, og derfor er der nu lavet en smuk juleskov, hvor julemanden kan holde til, forklarer vicedirektøren.

- Det har haft stor betydning for de ansatte, fordi elefanterne netop har haft så stor betydning for os i alle de år. Derfor fortjente de også en pæn afsked, så den er faldet i god jord, den her udstilling, tilføjer hun.

'Enkeltstående mulighed'

Juleudstillingen er dog kun midlertidig, og derfor går overvejelserne fortsat på, hvad elefanternes areal i stedet skal bruges til.     

- Vi er ikke kommet noget nærmere, men det er klart, at det er noget, som vi kigger ind i. Det ender med at blive noget af en større plan, hvordan vi får inddraget så stort et område i haven, siger Pia Nielsen, der tilføjer.

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord
Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

- Så det er en enkeltstående mulighed at møde julemanden derinde, det kommer ikke til at foregå derinde igen, det vil jeg godt garantere.

Derfor håber vicedirektøren også på at se så mange gæster så muligt i elefanthuset.

- Vi håber på at se mange gæster, der har lyst til at komme og se, hvad vi har lavet til ære for vores elefanter, afslutter hun.


Tog en halv million fra Kunsten: Nu er der ny retssag på vej

Det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling til den nye stævning.

Tilbage i 2021 tiltrak kunstneren Jens Haaning sig en hel del opmærksomhed sammen med Kunsten i Aalborg, efter han var blevet booket til at lave et kunstværk for museet.

Det var dog to tomme billedrammer, som museet blev spist af med og overskriften "Take the money and run" (Tag pengene og løb, red.). I stedet havde Jens Haaning nemlig taget de 532.000 kroner selv.

Det udløste senere en retssag, hvor Kunsten i Aalborg i september sidste år fik medhold i, at Haaning skulle betale næsten en halv million kroner tilbage til museet, efter at museet havde lånt ham pengene.

Striden mellem de to parter endte dog i maj i år, da et forlig blev indgået, efter Den Obelske Familiefond løste den 'gordisk knude', som Kunstens direktør, Lasse Andersson dengang kaldet det.

Ny retssag i vente

Nu vækkes hele sagen dog igen til live i en ny retssag, efter kunstneren Jens Haaning har stævnet billedbureauet Ritzau Scanpix med et krav om betaling af 687.000 kroner plus renter.

Det skriver Ritzau.

Stævningen skyldes, at en fotograf fra bureauet besøgte den omdiskuterede udstilling på Kunsten i Aalborg i efteråret 2021 og tog billeder af de tomme billedrammer, der indgik i værket ifølge Jens Haaning.

Billederne blev efterfølgende solgt til bureauets mediekunder, hvilket er en krænkelse af kunstnerens ophavsret, hævdes det i stævningen.

Ritzau afviser dog selv at have gengivet et beskyttet værk, og det vides endnu ikke, hvornår byretten tager stilling.

Det er blandt andet billedet her, der er skyld i stævningen fra Jens Haaning. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix