Galleri genåbner: - Det er vigtigt for vores lokalsamfund
Galleri Hou åbner normalvis i påsken, men det blev som så meget andet udskudt på grund af coronapandemien. Men i dag var der fernisering, og det var der mange, der havde set frem til.
Flagene er hejst foran Galleri Hou, hvor årets første fernisering fandt sted i dag.
Det er fortrinsvis nordjyske, debuterende kunstnere, der udstilles på galleriet. I dag var det farvestrålende malerier af Helle Kroer og brugsting i keramik og stentøj af Rikke Barlebo, der var på programmet.
Det er Aalborg Kommune, der ejer de gamle byginger, som huser galleriet, men driften bliver klaret af frivillige.
- Vi tager over, hvor vi kan, og det er jo det mest fantastiske ved det. Man kan hjælpe hinanden. Uden gallerivagter, bestyrelse og alle de frivillige, så havde vi ikke noget galleri, siger Titter Christensen, der er formand for galleriet.
Og de frivillige ligger da heller ikke på den lade side. De sørger for at udskifte udstillingerne regelmæssigt, så man kan komme tilbage og opleve noget nyt. I løbet af denne sæson kan man opleve fem forskellige udstillinger på Galleri Hou.
Ifølge Titter Christensen er det særligt vigtig for en lille by som Hou, at der er nogle kulturelle tilbud.
- Der er jo ikke så meget ude på de her kanter, så det er vigtigt for det her lille samfund, at vi har sådan et sted som det her, siger hun.
De fremmødte tog godt imod udstillingen, og der gik ikke mange minutter, før flere kunstværker havde fået ny ejermand.