Gård i flammer i Farstrup
Politiet og beredskab er torsdag rykket massivt ud til en gårdbrand i Farstrup.
Torsdag klokken 17.03 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om en gårdbrand på Staunvej 71 i Farstrup.
De rykkede derfor massivt ud, og sendte tre biler afsted, mens Nordjyllands Beredskab også mødte op ved det brændende hus.
Station Nibe er kaldt til bygningsbrand på Staunvej 71 i Farstrup
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) December 23, 2021
På Twitter meddeler beredskabet, at branden er gået gennem taget på stuehuset, og at det er det eneste, der brænder på ejendommen.
Derudover skriver de, at de har været nødsaget til at tilkalde assistance i form af en ekstra tankvogn fra Løgstør samt en lift fra Aars.
René Kortegaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi, fortæller, at der ikke var meldinger om personskade ved branden. Derudover fortæller vagtchefen, at politiet nu skal have undersøgt, hvorfor branden er opstået, og at der ikke er nogen mistanke om en kriminel handling bag.
Ifølge TV2 Nords oplysninger er husets beboere på nuværende tidspunkt bortrejst.
Beredskabet beretter, at efterslukningsarbejdet er sat i gang, og branden er under kontrol.
Branden er under kontrol. Der påbegyndes et større efterslukningsarbejde.
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) December 23, 2021
Vi opdaterer ikke yderligere.