Fuld mand chikanerede rejsende i Aalborg Lufthavn
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
En 53-årig mand er anholdt, efter han chikanerede flere personer i Aalborg Lufthavn og var opfarende.
En 53-årig, der har adresse i Nørresundby, må tilbringe resten af dagen i detentionen, efter han søndag eftermiddag chikanerede og råbte af andre rejsende, der skulle flyve fra Aalborg Lufthavn.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.
Manden var mødt fuld op i lufthavnen, hvor han skulle tage et fly til Norge. Men manden agerede opfarende og chikanerede flere andre rejsende. Han blev derfor nægtet adgang til flyet, og politiets folk i lufthavnen blev tilkaldt.
- Han nægtede at følge lufthavnsvagternes anvisning, og vi ankom til stedet. Han opførte sig voldsomt over for vores patrulje og blev derefter bragt til detentionen, siger Karsten Højrup.
Manden står nu til at modtage en bøde for brud på ordensbekendtgørelsen.