Fuld gang i optælling: Her går det hurtigt
Kandidatoptællingen er i fuld gang efter gårsdagens Europaparlamentsvalg.
Efter at man søndag aften talte listestemmerne op, for at se hvordan partierne klarede sig, er turen nu kommet til de personlige stemmer, hvor nordjyske Kristoffer Hjort Storm i de tidlige optællinger er blandt landets største stemmeslugere.
I Aalborghallen er der 10 optællere, som er igang med fintællingen, hvor man dog har mindre arbejde end ved kommunal- og folketingsvalg.
- Vi har ikke forholdsmæssigt så mange stemmesedler at tælle op. Derfor kan vi gøre det lidt hurtigere, end vi ellers normalt kan, fortæller valgsekretær i Aalborg Hallen, Majbritt Thorst.
Kun 52,77 procent af de stemmeberettigede nordjyder var i stemmeboksen søndag. Ved sidste Europaparlamentsvalg i 2019 lå valgdeltagelsen på 61,86 procent.