Frygter stigning i butikstyverier op mod jul
December er traditionelt højsæson for butikstyverier, og i en tid, hvor krise og inflation har udhulet nordjydernes rådighedsbeløb, frygter detailbranchen nu en kedelig rekord i antallet af butikstyverier.
For Søren Simonsen er butikstyve en uundgåelig del af hverdagen. Han er mangeårig centervagt i Aalborg Storcenter og har set de fleste typer af tyverier.
- Det, som tyvene går efter, er ofte mærkevarer og let omsættelige varer. Det kan være Hugo Boss, dyre parfumer eller makeup, fortæller han.
Med julemåneden lige rundt om hjørnet, forventer han en snarlig stigning i antallet af tyverier.
- Det er på grund af folks elregninger og de priser, der er på madvarer. Det gør, at de, som ikke har ret mange penge, også bliver pressede, forklarer han.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af butikstyverier på landsplan er steget med 20 procent det seneste år – og da julemåneden i forvejen er højsæson for butikstyverier, holder Aalborg Storcenters ledelse vejret, når kalenderen om lidt siger december.
- Vi er jo rigtig spændte på, om den her mangel på penge blandt helt almindelige borgere kommer til at udmønte sig i mere tyveri, siger Claus Münster, driftschef i Aalborg Storcenter.
Ifølge Dansk Erhverv skal en del af forklaringen på det øgede antal butikstyverier findes i den stigende inflation. Indtil videre har det dog ikke kunnet mærkes i antallet af butikstyverier i Aalborg Storcenter.
- Vi har en forventning om, at det stiger, men har ikke set noget tydeligt billede endnu, fortæller Claus Münster.
Tager ingen chancer
I flere butikker i centret har man dog allerede taget en række forholdsregler – blandt andet i Kop & Kande, hvor Jeppe Bjerregaard er butikschef.
- I og med vi hører, hvordan der er krise ude i samfundet, og vores rådighedsbeløb derfor bliver lavere, forventer vi også at opleve et større svind, forklarer han.
Derfor er dyrt porcelæn som for eksempel Royal Copenhagen nu låst inde i glasskabe. Det samme er barbermaskiner og eltandbørster. Butikken har desuden intensiveret overvågningen – ligesom endnu flere varer fremover vil blive placeret i de aflåste glasskabe.
Så hos jer er glasskabe med hængelås kommet for at blive?
- I hvert fald for en stund, konstaterer Jeppe Bjerregaard.
I alt blev der i tredje kvartal af 2022 registreret 4983 fejlslagne forsøg på butikstyverier i Danmark.