Frygter smittespredning: Passager følte sig utryg i overfyldt bybus
Vibeke Hoffmann fra Gug følte sig mandag utryg i en bybus i Aalborg. Ifølge hendes mening stod og sad passagererne alt for tæt på hinanden i stedet for at holde afstand.
Nordjyllands Trafikselskab oplyser, at selskabet følger retningslinjerne. Det betyder, at passagererne gerne må sidde ved siden af hinanden i busserne.
Vibeke Hoffmann tager flere gange om ugen bussen mellem Gug og Aalborg. I går, da hun skulle hjem fra en tur i Haraldslund, var bybussen ifølge hende overfyldt.
Og det gjorde hende utryg, da hun mener, at der i sådan en situation er en risiko for at sprede smitte med coronavirus.
Al den snak om afstand, og at man skal passe på hinanden, det fungerede bare overhovedet ikke i bussen.
Vibeke Hoffmann, buspassager, Gug
- Jeg fik et chok, for folk gik bare rigtig tæt imod hinanden ind i bussen, og de sad også ved siden af hinanden i bussen. Og så tænkte jeg, det kan simpelthen ikke passe, det må man da ikke. Al den snak om afstand, og at man skal passe på hinanden, det fungerede bare overhovedet ikke i bussen, siger Vibeke Hoffmann.
Hun var så utryg ved situationen, at hun tog sit mundbind på inde i bussen og fandt en plads længere nede.
- Så sad jeg der, indtil folk var nogenlunde ude af bussen, og jeg kunne trække vejret igen, siger Vibeke Hoffmann.
Nye retningslinjer 18. maj
Hos Nordjyllands Trafikselskab fortæller chef for Salg og Kunder Mette Henriksen, at selskabet følger myndighedernes retningslinjer.
- Den 18. maj kom der nye retningslinjer for, hvor mange vi må tage med i den kollektive trafik. Det betyder, at vi nu kan bruge alle retvendte sæder, så man sidder med næsen den samme vej, og så må vi bruge 50 procent af vores gulvareal, siger Mette Henriksen.
Hun fortæller, at chaufførerne holder øje med, at der ikke kommer for mange med busserne, og der bliver kigget på data for de enkelte ruter, afgange og tidspunkter på dagen.
- På den baggrund sætter vi ind med ekstra kapacitet, så vi sikrer, at vi kan tage alle kunderne med. Men naturligvis kan vi blive presset i myldretiden, hvor der er rigtig mange, der skal med. Men vi håber også, at folk stadig holder sig til Sundhedsstyrelsens retningslinjer og undgår den kollektive trafik i myldretiden, siger Mette Henriksen.
Kendte ikke til nye retningslinjer
Men buspassager Vibeke Hoffmann er overrasket over, at man gerne må sidde ved siden af hinanden i bussen.
- Det er, som om reglerne bliver tillempet omstændighederne, så at det kan gå op i en højere enhed med, at dagligdagen skal fungere. Og det skal den selvfølgelig også, men jeg synes alligevel, at det her i bussen, det er over grænsen, siger Vibeke Hoffmann.
Det er gået hendes næse forbi, at der er kommet nye retningslinjer i maj, som blandt andet siger, at passagererne kan benytte alle retvendte sæder.
- Jeg synes, det er uacceptabelt, at man må sidde så tæt i bussen, siger Vibeke Hoffmann.
Sværere at sætte ekstra bybusser ind
Hos Nordjyllands Trafikselskab er man udmærket klar over, at der er størst risiko for overfyldte busser i Aalborg, mens der er bedre mulighed for at sætte ind overfor kapacitetsproblemer på de regionale ruter.
- Vores planlægningsafdeling sidder og kigger på regionalruterne, og jeg ved, at der er sat ekstra kapacitet ind. Og der er også det med regionalruterne, at de går hver halve eller måske hele time, og så kan vi sætte ekstra kapacitet ind. Når man kigger på bybusserne, specielt i Aalborg by, så kører de kontinuerligt med 10-15 minutters interval, så der er det lidt sværere at sætte ekstra ind, for det kan være afgangen efter, der er fyldt op, siger Mette Henriksen.
Ikke et generelt problem
Nordjyllands Trafikselskab oplyser blandt andet på infotavler i busserne, på Facebook og på deres hjemmeside om retningslinjerne i busserne. Og så er chaufførerne også et vigtigt talerør, når det handler om at håndhæve retningslinjerne.
Jeg synes langt hen ad vejen, at passagererne også tager et eget ansvar. Naturligvis kan der være personer, der klumper sig sammen ved stoppestederne. Men generelt set er det ikke et problem, vi har hørt meget til.
Mette Henriksen, chef, Salg og Kunder, Nordjyllands Trafikselskab
- Jeg synes langt hen ad vejen, at passagererne også tager et eget ansvar. Naturligvis kan der være personer, der klumper sig sammen ved stoppestederne. Men generelt set er det ikke et problem, vi har hørt meget til, siger Mette Henriksen.
Hun oplyser, at busserne bliver ekstra rengjorte, og at kontaktflader bliver sprittet af.
- Og så er der selvfølgelig også en opfordring til vores kunder om selv at holde en god håndhygiejne og passe på sig selv, lige som man ville gøre, når man går i et supermarked, siger Mette Henriksen.
Hun opfordrer passagerer, der lige som Vibeke Hoffmann er utrygge, om at rette henvendelse til Nordjyllands Trafikselskab.
- Hvis kunderne oplever, at der er for mange med bussen, så kontakt os. Vi vil gerne have, at den kollektive trafik skal være et trygt sted at være, siger Mette Henriksen.