Frikendt i byretten: Nu vil anklageren have 24-årig dømt for drab
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Genrebillede.
Spektakulære og voldsomme omstændigheder i drabssag tages helt til landsretten.
Lettelsen var uden tvivl stor for en 24-årig mand, da han 1. februar i år blev frikendt for manddrab af byretten i Aalborg.
Men sagen om knivdrabet på en 27-årig mand i Aalborgs natteliv stopper ikke med den afgørelse. Statsadvokaten har anket afgørelsen og går nu efter at få den 24-årige mand dømt for drab.
Da byretten behandlede drabssagen først på året blev den 24-årige frikendt for drab.
Han blev til gengæld dømt for grov vold og besiddelse af narko og fik i alt ni måneders ubetinget fængsel.
Kammerat fik skylden
Hans 23-årige kammerat fik til gengæld hele skylden for drabet og fik 12 års fængsel for at have slået offeret – en 27-årig mand – ihjel med kniv.
Drabet fandt sted ved 04.30-tiden natten til 12. november 2021.
Der havde ifølge sagens oplysninger været nogle kontroverser mellem de tre mænd på et værtshus ved Jomfru Ane Gade.
De to tiltalte ventede på den 27-årige og fulgte efter ham, da han kom ud fra værtshuset.
Dødelige knivstik
Omkring parkeringshuset Q-park blev den 27-årige væltet omkuld, og i byretten blev den 23-årige dømt for manddrab, da byretten mente, at det var ham, der gav den 27-årige to dødelige knivstik i henholdsvis brystet og i lænden.
Under overfaldet fik den 27-årige også adskillige slag og spark, og byretten dømte den 24-årige for at have deltaget i den grove vold, før de fatale knivstik, der kostede den 27-årige livet.
Går efter drabsdom
Statsadvokaten i Viborg er imidlertid ikke enig i byrettens vurdering af, at den 24-årige alene skulle dømmes for grov vold.
Derfor er sagen nu anket og kommer til at køre i Vestre Landsret fra tirsdag 29. august.
Der er afsat i alt seks retsdage til den fornyede behandling af drabssagen.