Pengeregn: Fremtidens elnet skal udvikles i Aalborg
Foto: Aalborg Universitet
Ifølge AAU-professor Frede Blaabjerg er det en nødvendighed at udbygge elnettet.
En bevilling på 23 millioner kroner sætter skub i arbejdet med fremtidens klimavenlige udbygning af elnettet.
Det globale elnetværk har svært ved at følge med, når alting elektrificeres. Derfor skal elnettet gentænkes, og det sker i et forskningssamarbejde mellem Aalborg Universitet og tyske RWTH Aachen University.
Holdet af forskere har nu modtaget i alt 11 millioner euro, hvor 3,1 millioner euro, svarende til 23 millioner danske kroner, er øremærket AAU.
Den store pengesum skaber vækst på Aalborg Universitet, hvor der skal ansættes cirka ti medarbejdere og indkøbes avanceret udstyr, så der kan udvikles og testes nye hardware- og elsystemer
- En af årsagerne til, at vi skal drive dette område fremad, er, at det i de kommende årtier er nødvendigt at udbygge elnettet ganske meget for at gøre vores energiforsyning langt mere klimavenlig, lyder det fra professor Frede Blaabjerg om det arbejde, der ligger foran ham og de øvrige forskere fremadrettet.
Forskerne har ladet sig inspirere af internettets struktur og fleksibilitet i udviklingen af en ny elnetstruktur, der bygger på at indsætte elektroniske transformere baseret på effekthalvledere. Her har de forsøgt at adskille elnettet mere samt øge dets robusthed overfor fejl, for når fremtidens elnet forstørres, vil fejl få store konsekvenser for rigtig mange forbrugere.
- Vi får blandt andet penge til bedre at styre energien i elnettet ved at anvende disse elektroniske transformere i stedet for de traditionelle transformere. Vi tror på, at vi ved at anvende de elektroniske transformere kan få det nære elsystem til at udnytte den lokalt producerede energi bedre uden at skulle sende den langt væk, forklarer Frede Blaabjerg.
I Nordjylland arbejder eksempelvis Business Region North Denmark i forvejen for at kapaciteten af Nordjyllands elnet udvides, så det inden 2030 kan klare en firedobling af den kapacitet, som det kan på nuværende tidspunkt.
Bevillingen fra Det Europæiske Forskningsråd er blandt andet tildelt, da en del af forskningen foregår i Nordjylland, hvis elnet længe har været underprioriteret sammenlignet med resten af landet.
Området har desuden stor betydning for den grønne omstilling og for job- og vækstmulighederne i Nordjylland, hvilket forskningen fra Aalborg Universitet på sigt kan medhjælpe.