Fremover kan mere end 130 regler i Aalborgs ældrepleje blive sløjfet
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Aalborg Kommunes politikere vil fjerne unødvendige regler og dokumentationskrav på blandt andet ældreområdet.
Byrådspolitikere i Aalborg skal onsdag tage stilling til, om 131 kommunale regler og dokumentationskrav skal afskaffes.
Det er ikke sikkert, at personalet på de aalborgensiske plejehjem fremover skal udarbejde lister over julegaver til medarbejdere eller foretage opfølgningssamtaler med alle beboere hvert andet år.
Begge opgaver har indtil nu været bestemt af Aalborg Kommune, men de er nu – sammen med 130 andre regler – kommet på listen over regler, der indstilles til at blive ophævet.
- Det kommer ikke bag på mig, at vi er oppe i den størrelsesorden, for vi kunne godt høre på vores medarbejdere, at der var en del regler, der kunne ophæves, siger Kristoffer Hjort Storm, løsgænger, der er formand for Senior- og Omsorgsudvalget i Aalborg.
Jeg håber, at vores personale får mere tid til at løse deres opgaver, så de ikke skal stresse så meget rundt,
Kristoffer Hjort Storm, løsgænger, formand for Senior- og Omsorgsudvalget
Værdi for kerneområdet
Aalborg Byråd valgte i januar at kaste alle regler på ældre- og dagtilbudsområdet op i luften. Fremover er det kun kommunale regler, der beviseligt forbedrer ældreplejen eller pasningen af børn, der skal opretholdes.
Konkret betyder det, at alle dokumentationskrav og regler indenfor de to områder ophæves 1. juli i år, medmindre det kan bevises, at kravet eller reglen skaber værdi for kerneområdet.
- Jeg håber, at når vi er færdige med processen til efteråret, at vi får frigivet en del tid, som vores medarbejdere i stedet kan bruge til at yde en bedre omsorg for vores ældre, siger formanden for Senior- og Omsorgsudvalget.
- Jeg håber også, at vores personale får mere tid til at løse deres opgaver, så de ikke skal stresse så meget rundt. Vi hører desværre fra vores medarbejdere, at flere af dem har rigtig travlt, så jeg håber, de får en bedre arbejdsgang. Det har de fortjent.
Udvalg skal se på regler onsdag
Siden byrådsbeslutningen i januar har medarbejdere i Aalborgs ældrepleje samt medarbejdere i daginstitutionerne haft mulighed for at indsende deres ønsker til regler og krav, der fastholdes og regler og krav, der bør ophæves.
Onsdag skal de forskellige regler gennemgås af henholdsvis Senior- og Omsorgsudvalget samt Sundheds- og Kulturudvalget.
I alt er der 131 regler på ældreområdets liste, der anbefales at ophæves.
Det gælder alt fra reglen om, at borgere ikke kan følges til aktivitetscentre mere end to gange om ugen, samt reglen om, at ledelsen skal indberette, hvilke medarbejdere der deltager i julefrokosten.
- Man har altid talt om afbureaukratisering, og nu har vi valgt at tage en dialog med medarbejderne om, hvad der er tidsspilde, og hvad der kan fjernes. Vi har lyttet til personalet på området, siger Kristoffer Hjort Storm.
Mange regler skal stadig fastholdes
Selvom listen over regler og krav, der nu kan blive ophævet, er lang, så er der stadig mange regler og dokumentationskrav, der hjælper medarbejderne på de to områder i kommunen.
I alt står 281 regler og krav til at blive fastholdt i kommunen.
Det gælder blandt andet reglen om, at der skal reageres inden for 30 minutter på nødkald, ligesom at retningslinjerne i tilfælde af vold og trusler skal følges.
Processen med afbureaukratisering på området fortsætter et stykke tid endnu. Til efteråret skal politikerne se på, hvordan registreringssystemet fungerer, og om der er regler og krav, der kan fjernes i forbindelse med det.
Allerede nu har flere andre kommuner og ministerier udvist interesse for Aalborg Kommunes måde at gøre det på, siger Kristoffer Hjort Storm:
- Andre kommuner har kigget meget på, hvad vi har gjort i Aalborg, og ministeriet ikke mindst har haft stor interesse i vores proces, og jeg tror, vi kommer til at se, at andre kommuner kopierer det, vi gør i Aalborg, det er jeg helt overbevist om.
Dagsorden for Senior- og Omsorgsudvalgets møde kan ses her. Dagsorden for Sundheds- og Kulturudvalget kan ses her.