Fredag på Nibe næsten udsolgt: Nu breakes stor kunstner
Der er fart på billetsalget på Nibe Festival. Alle såkaldte partoutbilletter, der gælder for alle dagene, er for længst udsolgt, og nu begynder det for alvor også at tynde ud i dagsbilletterne.
Torsdag er næsten alle billetter til fredag væk.
Derfor har Nibe Festival valgt at afsløre et af de større navne, som kommer og spiller.
- Nu er vi så tæt på udsolgt fredag, at vi synes, vi skylder at løfte sløret for, at Benjamin Hav & Familien spiller på Nibe dén dag, som altså meget snart går helt rød, siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
Udover Benjamin Hav & Familien spiller og James Blunt, Suspekt, Ukendt Kunstner, Saint Clara, Rasmus Seebach og Jonah Blacksmith på næste års Nibe Festival.
I alt byder Nibe 2024 på omkring 100 koncerter på fem scener fordelt over fire dage. Festivallen afvikles den 3. til 6. juli.