Fra cykelbutik til nødvarmestue
Foto: Thomas Thomsen / Facebook
Hjerterummet, der er Blå Kors' værested i Aalborg, må på grund af coronarestriktionerne kun have 15 gæster ad gangen og har derfor hver aften måttet afvise flere gæster ved døren. Nu udvides pladsen via et samarbejde med det sociale cykelværksted Cykel20.
På grund af Covid-19 restriktionerne er det sociale cykelværksted Cykel20 nødsaget til at holde butikken lukket. Og da naboerne fra Den Sociale Café Hjerterummet kun kan huse 15 gæster ad gangen og samtidig oplever et stigende antal, der ønsker at benytte værestedet, har de lånt butiksdelen hos Cykel20.
- Det er godt samarbejde, og vi er rigtig glade for, at butikken kan bruges til noget meningsfuldt, mens vi har lukket, siger Bjarke Hermansen, der er leder af Cykel20.
Cykel20 er et værksted båret af frivillige, hvor der istandsættes og sælges donerede cykler, og hvor unge mennesker, der har forskellige udfordringer som f.eks. misbrug eller pyskiske og sociale problemer, får hjælp.
Både på værestedet og i cykel20 er nogle af vores grundlæggende værdier, at der skal være plads til alle og hjerterum til alle. Og nu kan vi give begge dele til endnu flere mennesker. Det er vi rigtig glade for
Bjarke Henriksen, leder, Cykel20
Bjarke Hermansen glæder sig over, at cykelbutikken nu kan bruges til nødvarmestue i aftentimerne.
- Både på værestedet og i Cykel20 er nogle af vores grundlæggende værdier, at der skal være plads til alle og hjerterum til alle. Og nu kan vi give begge dele til endnu flere mennesker. Det er vi rigtig glade for, siger Bjarke Hermansen.
Glade og rørte over hjælpen
På Den Socale Café Hjerterummet har man gennem den sidste tid oplevet et øget behov for at benytte sig af værestedet, derfor har det voldt en del problemer med de nye restriktioner, fortæller leder af værestedet Tine Hedemann Tjell.
- Vi har igennem længere tid måttet afvise flere gæster i døren og bedt dem komme igen om en time eller to pga. pladsmangel. Det er slet ikke optimalt, da vi ved, at mange af vores gæster ikke har tag over hovedet, og derfor har brug for at kunne komme indenfor, fortæller Tine Hedemann Tjell.
Vi ønsker at praktisere Hjerterum for alle. Derfor glæder vi os utroligt meget over, at vi ikke længere behøver at afvise vores gæster ved døren
Tine Hedemann Tjell, leder, Den Socale Café Hjerterummet
Og det er ikke sjovt at måtte afvise et menneske, der trænger til mad og varme. Derfor er Tine Hedemann Tjell meget glad for muligheden for at låne lokaler i Cykel20.
- Det er jo mennesker, som vi har et særligt forhold til, og som vi holder af. For os er vores gæster aldrig bare én i mængden. Vi ønsker at praktisere Hjerterum for alle. Derfor glæder vi os utroligt meget over, at vi ikke længere behøver at afvise vores gæster ved døren, siger Tine Hedemann Tjell og tilføjer:
- Det er blevet mere end almindeligt godt modtaget af vores gæster. De er både glade og rørte over, at der er forsøgt at finde løsninger til gavn for netop dem.