Fra Broadway til Hals: Danmarkspremiere på fantasifuld musical
Når forestillingen Seussical The Musical spilles på torsdag, er det første gang, musicalen bliver bragt til live i Danmark.
Der bliver sunget, danset, malet og boret. Faktisk er der generelt set fuld gang i Skansen i Hals i disse dage, hvor de mange frivillige bag årets Skansespil er midt i den sædvanlige kamp mod tiden for at få styr på de allersidste forberedelser inden den store premiere torsdag. Og det er en stor premiere de medvirkende ser frem mod. Seussical The Musical har aldrig tidligere været opført på dansk jord, og derfor er der en vaskeægte Danmarkspremiere i sigte.
Jeg har drømt om at opføre denne musical i mange år
Torben Skov, instruktør, Seussical The Musical
Derfor er det også en meget spændt instruktør, der sammen med artisterne arbejder intenst på de sidste rettelser.
En stor opgave
Der er meget arbejde forbundet med opsætningen af en musical, men det bliver ikke mindre af, at man selv skal oversætte alle replikker fra ét sprog til et andet.
Jonas Østergaard og Torben Skov har brugt timevis på at oversætte manuskriptet, hvor alle sætningerne skal rime.
- Det har været en sjov opgave at oversætte alle de ordspil, siger Torben Skov på en måde, så man forstår, at sjov i denne sammenhæng er synonym med udfordrende.
Forestillingen er baseret på udvalgte karakterer fra børnebøger af Theodore Geisel, som måske er bedre kendt som Dr. Seuss. Men at karakterene stammer fra børnebøger, betyder ikke, at det er en børneforestilling.
- Der er fest, og der er farver, og der er fantasi. Hele grundessensen i forestillingen er fantasi, og fantasi er jo for alle aldre, siger Torben Skov.
Frivillige kræfter
Det er et stort hold af trofaste frivillige, der er grunden til, at Skansespillet kan bestå.
En af dem er Steen Carlsen, der har malet rekvisitter i 14 år.
- Det her kommer sådan set frem for alt andet, fordi jeg synes, det er sjovt at få det til at spille med alle de her unge mennesker, siger Steen Carlsen.
Selvom, de er de første til at opføre musicalen i Danmark, så tror instruktøren ikke, at de bliver de sidste.
- Nu har vi taget hul på bylden, og nu er jeg sikker på, at den kommer til at blive spillet rigtig mange andre steder i Danmark også, siger Torben Skov.
Seussical The Musical spiller fra 7.-16. juli på Skansen i Hals.