Fra arbejdsløs til poder: Aalborg Kommune vil fordoble antallet af podere
Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord
En genåbning af landet er på vej, og derfor forbereder Aalborg Kommune sig på i langt højere grad at kunne teste eksempelvis de større skoleelever. For at kunne sikre det store antal har Aalborg Kommune allieret sig med Aalborg Jobcenter, der står for at screene og rekruttere de mange podere. Til stor glæde for både de jobsøgende og Aalborg Kommune.
Indtil for nylig har det været Region Nordjylland og private aktører, der har stået med pinden, når nordjyderne skulle testes for coronavirus.
Men på grund af et stigende behov for at blive testet, og fordi skoleeleverne nu skal tilbage på skolebænken og skal testes to gange om ugen, har Aalborg Kommune nu valgt at oprette sin egen testenhed.
For at sikre rekrutteringen af de mange podere har testenheden allieret sig med Jobcentret i Aalborg Kommune.
Thomas Skovgaard fra Jobcentret står for rekrutteringen af poderne til Aalborg Kommunes testenhed. Han kigger på de jobsøgendes CV og kontakter relevante kandidater med tilbud om at få et job som poder.
Han kigger efter personlige og faglige kompetencer, eksempelvis fra et arbejde som sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Men også alt fra akademikere og kontorassistenter med et servicegen kan komme i spil til jobbet.
- Vi kigger efter, om de er motiverede for et job inden for området. Vi kigger efter, om de har nogle gode personlige og faglige kompetencer, og om de har et værdisæt, som selvfølgelig harmonerer med at skulle ud og pode børn fra 12-års alderen og opad, siger Thomas Skovgaard fra Jobcentret.
Klar til at kunne skalere op
Hos Aalborg Kommune og Jobhuset forbereder man sig på mange scenarier for, hvordan den kommende genåbningsplan kan komme til at se ud.
Ved en fuld genåbning skal 100 ansættes, og det vil altså være mere end en fordobling i forhold til, hvor mange ansatte, der er i testenheden i dag. Selvom der skal rekrutteres mange, går Thomas Skovgaard ikke på kompromis med ansættelserne – især ikke, når der er børn i blandt de målgrupper, der skal testes.
Man skal føle, at der et menneske, som gerne vil en, og som kan vejlede en, så man bliver tryg i situationen. For det er en uvant situation især for børn, som er 12 år og skal podes i næsen. Man skal have nogle menneskelige kvaliteter for at kunne håndtere situationen
Thomas Skovgaard
- Man skal føle, at der er et menneske, som gerne vil en, og som kan vejlede en, så man bliver tryg i situationen. For det er en uvant situation især for børn, som er 12 år og skal podes i næsen. Man skal have nogle menneskelige kvaliteter for at kunne håndtere situationen, siger Thomas Skovgaard.
Jobsøgende håber, det giver gode erfaringer
Mandag eftermiddag var der gang i oplæringen af et hold nye podere i et lokale i Haraldslund i Aalborg.
En af dem var Dennis Sabroe, der lige er blevet uddannet fysioterapeut og derfor indtil for nylig har været jobsøgende.
- Det virker som en god mulighed for at komme i arbejde på, og det giver selvfølgelig noget til CV’et - og så stadig kan arbejde lidt inden for sit område, for der er jo noget sundhed i det, siger Dennis Sabroe.
Også Olivia Trudslev var til stede i lokalet. Hun har arbejdet i restaurationsbranchen, men det har været lukket ned på grund af corona, og derfor betød trangen til at komme i gang igen, at hun takkede ja til at blive poder.
- Jeg er motiveret af at komme ud at lave noget, hvor jeg føler, jeg kan gøre en forskel. Så det her med at have noget at stå op til og komme ud at møde nogle mennesker og socialisere sig lidt betyder ekstremt meget. Lige nu er det bare vigtigt for mig at opbygge noget arbejdsmarkedserfaring, så man kommer ud og prøver noget forskelligt og derved kan komme ud og finde ud af, hvilken en af boldene man skal gribe, siger Olivia Trudslev.
Thomas Skovgaard bakker op om, at det kan være gavnligt for CV’et.
Det har stensikkert stor værdi at have det her på cv’et.
Thomas Skovgaard
- Det har stensikkert stor værdi at have det her på cv’et. Jeg er sikker på, at det er et område, man vil tale om fremover også, og det er et område, man vil dykke ned i på CV’et til den næste samtale, man skal til, siger Thomas Skovgaard.
Forhandlinger om genåbning i gang mandag aften
Forhandlingerne mellem regeringen og Folketingets partier om en langsigtet genåbningsplan begyndte i dag, og en samlet genåbningsplan forventes at blive præsenteret i løbet af i morgen.
Ifølge TV2s politiske redaktør Troels Mylenberg vil planen bestå af nogle konkrete milepæle, for eksempel at når et bestemt antal danskere er vaccinerede, vil kulturlivet åbne. Derudover vurderer han, at planen vil indeholde datoer for, hvornår skolebørn kan komme tilbage, hvornår der igen kan afholdes kulturbegivenheder, og hvornår restauranterne igen kan åbne.
Der er desuden lagt op til, at en plan for efteråret skal forhandles, så det ikke bliver nødvendigt med en ny nedlukning, når temperaturerne igen falder.