Forsvundet på femte uge: Nyt foto offentliggjort af efterlyst græsk turist
Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi har fredag offentliggjort et nyt opdateret foto af den 19-årige forsvundne græske mand, Nikolaos Isidoros Theodoridis.
Siden den 26. november har ingen hørt fra den 19-årige græske mand Nikolaos Isidoros Theodoridis.
Fra den 11. december har Nordjylland Politi efterlyst manden i offentligheden og via medier, og nu håber de, at et nyt billede kan hjælpe dem videre.
Nordjyllands Politi har offentliggjort et nyt billede af den forsvundne unge mand, der er taget senere end det tidligere offentliggjorte billede af Nikolaos Isidoros Theodoridis i håbet om, at det kan bringe nye spor frem i sagen.
- Men man skal selvfølgelig være opmærksom på, at der er tale om en såkaldt selfie, hvorfor hans ansigtsform kan være lidt anderledes, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam.
Politikommissæren oplyser, at politiet, siden efterlysningen blev bragt i offentligheden, kun har modtaget få henvendelser i sagen. Og ingen af disse har desværre ført til noget konkret, ligesom politiets efterforskning ikke har tilvejebragt livstegn fra den forsvundne unge mand.
- Vi er stadig interesseret i oplysninger i sagen, så hvis man har set den unge mand, så skal man ringe til os på 1-1-4, siger Kenneth Rodam, der håber, at det nye foto kan give anledning til fornyede henvendelser i sagen.
Politiet ved, at han ankom med fly til Aalborg Lufthavn tirsdag d. 26. november 2019 kl. 23.50. Kort efter sin ankomst tog den unge mand ophold i Nørresundby, viser Nordjyllands Politis efterfølgende efterforskningsarbejde. Men siden har man ikke hørt fra ham. Og han dukkede ikke op til den planmæssige afrejse d. 2. december 2019.
Politiet modtager information i sagen på telefon 1-1-4.