Forskningsprojekt på plejehjem i Aalborg: Robotter kan hjælpe demensramte ældre
Foto: Aalborg Kommune
Den lille robot LOVOT kan øge velfærden hos nogle ældre demensramte danskere. Det er de foreløbige resultater af et nyt forskningsprojekt på Aalborg Universitet.
Lettere demensramte ældre kan have gavn af opmærksomhedssøgende robotter. Det er indtil videre konklusionen på et forskningsprojekt, der er udarbejdet på plejehjem i bland andet Aalborg Kommune.
Små selvkørende robotter har som en del af et forskningsprojekt flyttet ind på plejehjem i blandt andet Aalborg Kommune siden september 2020. Forskningsprojektet har undersøgt, om de små opmærksomhedssøgende robotter kan hjælpe lettere demensramte ældre på plejehjem.
Og resultaterne er indtil videre gode. Det fortæller Birthe Dinesen. Hun er professor og forskningsleder ved Laboratoriet for Velfærdsteknologi på Aalborg Universitet, og hun har stået i spidsen for forskningsprojektet.
- Vi er ved at samle resultaterne sammen nu, men vi kan allerede ret sikkert sige, at det har været en positiv tilføjelse til plejehjemmet for mange af de ældre borgere, siger hun til TV2 Nord.
Robotterne har navne, og kommer når man kalder. Men de kan også på eget initiativ opsøge de ældre borgere og på den måde både give og opsøge opmærksomhed. Og det har virket meget positivt på flere borgere, fortæller Birthe Dinesen.
- Vi har set eksempler på flere borgere, der over en periode har lukket sig mere og mere inde i sig selv. Men i interaktionen med disse små robotter, har de åbnet op og vendt mere tilbage til deres gamle jeg, siger hun.
Teknologisk omsorg hitter - for nogle
Med det lille kamera, der er monteret på robottens hoved, kan robotten genkende de ældre. Hvis man ikke synes om det lille stofbeklædte teknologibundt, husker den det, og kommer derfor sjældnere hen til de ældre, der ikke synes om den. Og hvordan ved den så, hvem der synes om den?
- Den analyserer hele tiden ansigtsudtryk, og hvis den ser, at en borger udviser foragt eller negative følelser overfor den, så vil den i mindre grad søge hen til den borger, fortæller Birthe Dinesen.
- Enkelte borgere på de plejehjem, vi har haft med i forsøget har direkte afvist den. Så det er ikke for alle, men vi mener, den kan være et godt ekstra supplement i den teknologiske værktøjskasse.
Hun understreger, at robotten ikke skal erstatte menneskelig kontakt, men udelukkende fungere som et moderne hjælpemiddel til de ældre på plejehjemmet.
Den lille robot rummer mange muligheder
Forskningsprojektet er næsten afsluttet. Nu mangler indsamlingen af resultaterne, inden rapporten officielt bliver udgivet senere på foråret. Men robotten kan vise sig, at være et aktiv flere andre steder.
- Det næste vi skal kigge på, er om robotten kan hjælpe i børnepsykiatrien. Vi har allerede set eksempler på, at den kan skabe nærhed og positiv stemning i venteværelser blandt børn, siger Birthe Dinesen.
Hun fortæller dog, at det ikke et universalværktøj.
- Nu handler det om at finde ud af, hvor den ellers kan gøre gavn.