Forsker: Medicin kan ikke helbrede psykiske sygdomme
Folkekirkens Hus havde på Sindets Dag besøg af forsker Peter C. Gøtzsche, der er stor modstander af brugen af psykofarmaka i psykiatrien.
Denne uge er der mental sundhedsuge landet over - og tirsdag blev der afholdt Sindets Dag i Aalborg.
Her havde Folkekirkens Hus besøg af læge, forsker og leder af Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet Peter C. Gøtzsche. Han kritiserer brugen af medicin, når man behandler personer, der er psykisk sårbare.
- Man skal prøve at finde ud af, hvorfor de har det skidt, hvad der er sket for dem, og så skal man arbejde på at hjælpe dem ud fra det. Men det er desværre ikke det, man gør. Psykofarmaka er jo enormt brugt, og de hæmmer vigtige hjernefunktioner, de helbreder ikke psykiske sygdomme, og så bliver man afhængig af dem, siger Peter C. Gøtzsche.
Særligt mener han, at antidepressiv har en negativ virkning på personer, der har en psykisk lidelse.
- Psykoterapi kan halvere risikoen for selvmord hos folk, der er blevet indlagt for selvmordsforsøg - altså akut. Så du har psykoterapi, der kan halvere risikoen, og så har du piller, der øger risikoen. Så giver det overhovedet ingen mening, at det vi gør, det er at tilbyde folk piller og ikke psykoterapi.