Forladt skole i flammer: Beboere i området er uden vand

Der er tagplader, der sprænger som følge af den voldsomme varmeudveksling fra branden.

Den forladte skole i Nørresundby, Løvvangskolen, står i skrivende stund i flammer. 

Alarmen gik klokken 21.33, hvorfor man har kunnet høre meget udrykning i Aalborg her til aften. 

Der er foreløbigt tilkaldt slukningsmandskab Aalborg, Nibe, Brønderslev og Aabybro; herunder seks brandsprøjter og fire tankvogne.

Klokken 22.15 opfordrede Nordjyllands Politi beboerne i området til at søge væk fra røgfanen.

- Bor man i området med røg skal man lukke døre, vinduer og ventilation, skriver vagtchefen på X. 

Senere melder flere borgere i området på Facebook, at de ikke har vand, eller kun har svag styrke på veje i området omkring branden. Det er veje som: Forbindelsesvejen, Gyvelvej, Jørgen Berthelsensvej og flere. 

Det har endnu ikke været muligt for TV2 Nord at få bekræftet, om der er en sammenhæng mellem den oplevede vandmangel og branden på Løvvangskolen.

Louise Precht er en af naboerne til Løvvangskolen. Hun fortæller her om, hvordan hun blev opmærksom på branden, der - ikke overraskende - gør indtryk på hende. 

Politi må sende folk væk 

Ifølge TV2 Nords mand på stedet er der kraftig røgudvikling fra den gamle skole, og røgen kan ses på lang afstand. Flere steder er der flammerne nu også brugt gennem tagkonstruktionen. 

Derudover er der også tagplader, der sprænger som følge af den voldsomme varmeudveksling fra branden. 

Den voldsomme brand tiltrækker megen opmærksomhed, og flere omkringboende er gået ud for at se, hvad der sker på Løvvangskolen, hvilket betyder, at Nordjyllands Politi har en opgave i at genne folk væk fra stedet, så de hverken bringer sig selv i en farlig situation eller står i vejen for slukningsarbejdet, melder TV2 Nords reporter. 

Skolen lukkede tilbage i 2017, og inden lukningen har vi på TV2 Nord ad flere omgange fortalt om problemer med det sundhedsskadelige stof PCB i byggematerialerne på Løvvangskolen. 

TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.

Opdateres..



Seneste nyt

fra Nordjylland