'Dyt for børnene': Forældre og pædagoger demonstrerede mod spareforslag
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Forslag om at erstatte pædagoger med medhjælpere og assistenter møder kritik.
'Børn har brug for kvalitet og faglighed'.
Det var hovedbudskabet, da pædagoger og forældre mandag morgen demonstrerede i Nørresundby.
Her stod de klar med store skilte og opfordrede bilister til at 'dytte for børnene' foran Aalborg Kommunes Børne- og ungeforvaltning.
- Der var rigtig mange, som tilkendegav, at de var enige med os, siger pædagog og tillidsrepræsentant Camilla Dyrekilde Rosenlund, en af initiativtagerne til demonstrationen.
'Fjollet at skære'
I august behandlede Børne- og Undervisningsudvalget i Aalborg Kommune et forslag om at erstatte adskillige pædagoger med pædagogmedhjælpere eller pædagogiske assistenter.
En manøvre, som vil give kommunen en besparelse på 7,6 millioner kroner.
- Pædagoger skaber trivsel for børn og unge. Al forskning tyder på, at uddannet personale gør en kæmpe forskel i børns liv, og så er det jo fjollet at skære der, siger Camilla Dyrekilde Rosenlund.
Hvis spareforslaget bliver vedtaget, når Aalborg Kommune fastlægger det kommende budget, vil det påvirke 55 pædagogstillinger i kommunens dagtilbud og 11 pædagogstillinger i skolefritidsordningen (DUS).
- Vi har ryggen mod muren, og vi kan som samlet udvalg godt se, at det er noget, der giver forringelser, sagde rådmand for Børn og Unge, Morten Thiessen (K), i august til TV2 Nord.