For første gang genvandt Aalborg guld: Derfor er de blevet en magtfaktor
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates har knækket koden til, hvordan man kan holde sig i toppen af den danske ishockeyliga gennem flere år.
Tre mesterskaber og en sølvmedalje på fem år.
Det er scenariet, som Aalborg Pirates befinder sig i nu, efter klubben vandt det danske mesterskab for andet år i træk tirsdag aften.
Men hvad er det helt præcis, nordjyderne kan? Og hvad er det, der er sket de sidste fem år i forhold til de første 50?
Ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard har dækket ishockey i Danmark gennem det meste af Aalborg klubbernes tid - både AaB- og Pirates tiden - og han har en god forklaring på nordjydernes store succes.
- De bygger sådan et mesterskabshold her langsigtet, og bygger det på et dansk fundament med danske spillere som Lasse Bo Knudsen, Julian Jakobsen og George Sørensen, forklarer ishockeykommentatoren og uddyber:
- Dermed har de masser af dygtige spillere både på backsiden, forwardsiden og målmandsposten, som er alle de tre geledder, der skal passe på et ishockeyhold. Så Aalborg er blevet en magtfaktor på den måde, konstater han.
Kan man blive ved?
Aalborg Pirates har været på toppen af dansk ishockey de seneste fem år, hvor piraterne mere eller mindre har været deltagende i alle finalerne.
Men det er før set, at de danske ishockeyklubber ikke kan holde sig i toppen i længere perioder af gangen. Her er tirsdagens modstander Herning Blue Fox et godt eksempel.
Midtjyderne har nemlig været en magtfaktor ad flere omgange og er det mest vindende hold i dansk ishockey. Alligevel har herningenserne i de seneste år ikke været at finde på toppen før nu.
- Aalborg kan fortsætte ja. Jeg tror faktisk, at Aalborg og Herning meget vel kunne blive to stærke hold, vi ser igen næste år. Det var de to bedste hold tirsdag, og det tyder fremtiden også på at de godt kunne blive, konstaterer Jimmy Bøjgaard.
En ting er dog sikkert, når sæsonen 2023/2024 begynder.
- Aalborg er bare blevet holdet, man skal slå i dansk ishockey, da de er de stærkeste. Ikke bare i tirsdags, men også i de her år generelt, anerkender Jimmy Bøjgaard, der tror på, at nordjyderne kan blive i toppen.
Se hele interviewet med Jimmy Bøjgaard herunder: