Folketingsudvalg holder høring om Egholm-projektet
Foto: GRAFIK TV2 Nord
Selv om der ved førstebehandlingen af anlægsloven var et stort flertal for en Egholm-forbindelse, har modstandere af forbindelsen på og uden for Christiansborg langt fra opgivet kampen.
Lovforslaget skal efter planen til anden og tredje behandling 7. og 14. maj.
Men allerede på torsdag er projektet genstand for både endnu et åbent samråd i Folketingets transportudvalg og en høring i landstingssalen på Christiansborg.
Det er løsgængeren Theresa Scavenius, der torsdag formiddag har kaldt transportminister Thomas Danielsen (V) i samråd.
Her er der særligt fokus på asbestdeponi syd for Dall - en problemstilling, som ifølge Theresa Scavenius er “blevet tilbageholdt fra offentligheden og Folketinget”.
Samme eftermiddag har Torsten Gejl, folketingsmedlem for Alternativet, taget initiativ til, at transportudvalget holder en høring om en række temaer i forbindelse med projektet, herunder hensynet til drikkevand og asbestdeponier.
Målet med høringen er ifølge Torsten Gejl “at belyse og kvalificere” debatten gennem indlæg fra en række eksperter og andre.
Ny rapport om østlig linjeføring
Op til høringen har Borgerbevægelsen mod en Egholm-forbindelse indsamlet 160.000 kr. til at få belyst et muligt alternativ - en udvidelse med flere rør af den nuværende Limfjordstunnel - med den såkaldt grønne mobilitetsmodel, som Vejdirektoratet anvender.
Et østligt alternativ vil ifølge rapporten fremtidssikre krydsningen af Limfjorden frem til 2050, blandt andet fordi det er muligt hen over døgnet at vende trafikretningen alt efter behov.
Projektet, som kan etableres for to mia. kr. mindre end Egholm-forbindelsen til ca. ni mia., vil også trafikalt være bedre og har en bedre forrentning, konkluderer borgerbevægelsens formand, advokat Louise Faber, i en pressemeddelelse.