Følg Landsstævnet direkte på Salto
Foto: Mette Henriksen
Landsstævnet i Aalborg dækkes intensivt af TV2 Nord. Torsdag, fredag og lørdag sender vi hver aften næsten to timers direkte TV.
Når det fra og med torsdag går løs til DGI's store landsstævne i Aalborg med mere end 25.000 deltagere kan du komme med helt tæt på i tre direkte tv-udsendelser fra Aalborg, som sendes direkte på seks af de otte TV2 Regioner.
TV2 Nords Morten Pedholt er vært på de tre programmer, som sendes torsdag, fredag og lørdag fra klokken 19.45. Programmerne byder på masser af historier med og om de mange landsstævnedeltagere, ligesom der rundt om i Aalborg er placeret LIVE-reportere , der kommer tæt på de aktiviteter som foregår både til vands og lands, mens programmet sendes.
TV2 Regionernes fællesredaktion er allerede rykket ind på Nytorv, hvor vært Morten Pedholt og holdet får studie ved Spar Nord.
Landsstævnet kan også følges på de forskellige TV2 Regioners digitale platforme
Udover de tre livetransmissioner sender TV2 Regionerne også det store åbningsshow torsdag aften. Lørdag transmitteres Efterskolernes Show, og søndag d. 2. juli kan man se afslutningsceremonien fra Aalborg Stadion. Det er Hans Peter Rytter, som er kommentator på de tre transmissioner.