Første dag på fodboldskole: Voldsomt vejr sender 160 børn indenfor
Heldigvis kunne børnene komme indenfor og lave andre aktiviteter.
Mandag er den første sommerferiedag for mange unge, og det plejer at være ensbetydende med festival, ridelejr, fodboldskole eller noget helt fjerde.
Dog har et voldsomt vejr ramt Nordjylland mandag, og det har blandt andet sat en stopper for legen hos Vejgaard Boldklub i Aalborg, hvor 160 børn ellers er mødt ind til dette års fodboldskole.
- Det er lidt irriterende. Vi havde glædet os til at spille fodbold, men nu kan vi ikke spille mere, fortæller Tristan Stenkær Kristensen, da TV2 Nord sender live fra fodboldskolen.
Du kan følge TV2 Nords liveblog om uvejret herunder:
Tordenvejr stopper fodbolden
Grunden til, at de mange børn har måttet rykke indenfor fremfor ud på fodboldbanerne, skyldes det voldsomme vejr, som er varslet i hele Nordjylland, og som allerede flere steder - Aalborg inklusiv - er begyndt.
- Vi har opdateret løbende på Facebook og på vores hjemmeside med mail til forældrene. Vi startede heldigvis dagen ud med solskin, hvor vi har lavet grupperne med trænere, men så var vi nødt til at rykke indenfor, fordi det har tordnet, og man spiller ikke fodbold i tordenvejr. Det er simpelthen for farligt. Man kan godt spille fodbold i regnvejr, men ikke i tordenvejr, fastslår Jens Ørnholdt, der er leder af fodboldskolen.
Hvad skal der så ske resten af dagen? Der står jo en masse børn og venter.
- Indtil videre er de 160 børn trukket indenfor sammen med deres trænere og deres gruppe, og det er meget fint her i dag, når det er den første dag, fordi man alligevel skal lære hinanden igen at kende, når man nu skal være her fem dage, seks timer om dagen i fodboldskolen. Så de hygger sig indenfor, pointerer lederen.
TV2 Nord sendte live fra fodboldlejren. Se mere herunder:
Bedre at være ude
Hos de unge fodboldspillere er det dog med en trist mine, at børnene står ved klublokalet.
- Det er lidt irriterende, fordi man har jo glædet sig til at få lidt motion, eftersom der er sommerferie nu, konstaterer Haakon Bjørn, der er en af deltagerne.
Og selvom udendørsaktiviteterne er lavet om til nogle indendørs, så er det ifølge Haakon Bjørn ikke helt det samme.
- Det er jo også fint, men det er jo ikke lige så godt som at være ude, pointerer han.