Kort Nyt

Flugten er slut efter flere røverier: Yngre mand melder sig selv

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han har formentlig været på spil fire gange de seneste dage i forbindelse med røverier i Aalborg. 

Men nu er det formentlig slut for en stund. 

Nordjyllands Politi melder nemlig på det sociale medie X, at de har anholdt manden, de mistænker for at stå bag røverierne i Kvickly Dannebrogsgade og på Shell Engtoftevej fredag 29. december. 

Derudover mistænker de ham også for røveriet på Aalborg Banegård 26. december og for et røveri 28. december i SuperBrugsen på Sjællandsgade.

Den unge mand meldte sig selv til politiet sent fredag aften, og da han stod på politistiationen, tilstod han at være gerningsmand til flere af røverierne, og han var i besiddelse af udbyttet fra et af røverierne. 

Politiet vil nu fortsætte efterforskningen af sagens nærmere omstændigheder, og det forventes, at den anholdte ventes fremstillet i et grundlovsforhør i løbet af lørdagen.

Videobilleder fra Kvickly Dannebrogsgade: 

Tidligere folketingsmedlem bliver ny præst i Aalborg Stift

Det tidligere folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti, Pernille Vigsø Bagge, skal fra 1. marts 2025 være præst for børn og unge med særlige behov i Budolfi Provsti i Aalborg Stift.

Det skriver denm 49-årige præst i et opslag på Facebook.

Derudover indtræder hun i præsteembedet i Hans Egedes Kirke på Grønlandstorv i Aalborg.

'En af folkekirken fornemste opgaver er at række ud til dem, som har mest brug for at blive mødt på egne præmisser. Det skal jeg bruge min tid på, i det nye der venter. Og fordi vores døtre er blevet (næsten) voksne og flyvefærdige. Fordi vores hund er blevet gammel. Fordi huset vi bor i er (for) stort og fordi arbejdslivet skal have nye udsigter, så springer jeg ud i det.'

Det betyder samtidigt, at hun siger farvel til Løgstør, Aggersborg, Kornum og Løgsted sogne, hvor hun har bestredet stillingen som sognepræst siden 1. juni 2015.

'TAK af hele mit hjerte for, at jeg har fået lov til at være jeres præst gennem sorger og glæder. Tak for alle gode samtaler, oplevelser og venskaber. Heldigvis er der tid endnu (tre måneder) før vi skal sige farvel. Og i en evangelisk-luthersk folkekirke, der bygger på tro, håb og kærlighed er budskabet altid: Vi ses igen!'

Bomberyddere tilkaldt: Skarp håndgranat indleveret

Tirsdag formiddag er der blevet indleveret en skarp håndgranat på politistationen i Aalborg.

Derfor er bomberyddere også blevet tilkaldt til stedet, det oplyser vagtchefen fra Nordjyllands Politi til TV2 Nord.

Det var omkring klokken 11.30, at en ældre herre kom forbi med en skarp håndgranat i forbindelse med politiets frit lejde aktion, hvor man i november anonymt kan indlevere våben til politiet uden at blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse eller overtrædelse af våbenloven.

Det fik politiet til at frygte for, at den skarpe håndgranat kunne springe, og derfor lukkede politiet hurtigt ned for indlevering af våben.

- Vi tager selvfølgelig imod den og sikrer den og tilkalder EOD (Forsvarets bomberyddere, red.), der kommer og henter den på et tidspunkt. Den er ufarlig i den måde, den bliver håndteret på, siger vagtchef Ole Buus.

Politiet opfordrer til, at man ringer 114, hvis man har håndgranater eller lignende liggende, som man gerne vil indlevere. Så vil EOD afhente det hos dig.

Sammenstød med lygtepæl endte i politijagt

Udrykningstiden var søndag ualmindelig kort, da politiet satte efter en bil i Hobro.

Klokken 14:42 fik de en anmeldelse om et færdselsuheld. Her var en bilist banket ind i en lygtepæl på Aalborgvej nær politistationen i Hobro.

Bilisten var kørt fra stedet efter uheldet, og han så ikke ud til at have interesse i at snakke med politiet. I hvert fald ville den 57-årige mand ikke standse.

Politiet måtte derfor jagte ham i knap to kilometer, før de fik ham stoppet.

Politikommissær Mikkel Brügmann fra Himmerlands Politi oplyser, at bilisten, der er fra Nørager-området, nu er sigtet for flere forhold forhold. Manden er sigtet for at flygte, og desuden er han sigtet for narkokørsel.

Beredskabet hastede ud til bygningsbrand

Et røgdykkerhold blev natten til tirsdag indsat på Høngårdsvej i Østervrå.

Her var der udbrudt brand i en virksomhed.

'Der er tale om brand i en mindre container', skrev Nordjyllands Beredskab på X klokken 04:45. Bare syv minutter senere lød det, at bygningen var sikret.

Ifølge Jesper Sørensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi, har ejendommen lidt en smule skade som følge af branden. Ingen personer kom dog til skade.

Klokken 05:19 var Nordjyllands Beredskab færdige på stedet. Anmelderen var en person fra en nabovirksomhed. Politiet fik anmeldelsen ind klokken 04:08.