Efter kø og trafikkaos: Flere spærringer ved nordjysk knudepunkt
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Som bilist på E45 ved Aalborg har man i lang tid oplevet vejarbejde. I de kommende uger kommer der endnu mere.
Det er stort set et problem morgen efter morgen.
Det store vejarbejde med støjskærme langs E45 ved Aalborg - især ved den spærrede Aalborg Syd-afkørsel - skaber i myldretiden kø, længere køretid og nedsat hastighed.
På de seneste har flere afkørsler været spærret på den Nordjyske Motorvej, men det er slet ikke slut endnu. I de kommende uger vil der nemlig komme flere spærrede afkørsler og mere vejarbejde.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen medgiver Vejdirektoratet også, at tålmodigheden er blevet en fast passager for bilister ved Aalborg, men de kommer også med, hvilke nyt arbejde som nu begynder.
På Øster Uttrups vej bliver frakørselsrampen i nordgående retning spærret fra uge 40 til og med uge 42 - det er sidste gang, frakørslen spærres i forbindelse med opsætning af støjskærme, skriver vejmyndigheden.
Også tilkørselsrampen til motorvejen på Øster Uttrup vej i sydgående retning spærres. Det bliver den i uge 44.
Frakørsel 27 Aalborg C bliver igen spærret i uge 43.
Rammer også tæt på
Nu bliver det ikke kun på motorvejen, hvor opsætningen af støjskærme vil give gener - veje tæt ved bliver også ramt af spærringer og trafiklys.
Det går først udover Jens Baggesens Vej, da der sættes støjskærm op på motorvejsbroen over den. På vejen vil der i uge 40 og 41 kun være ét spor tilgængeligt, og der bliver derfor sat et trafiklys op, der dirigerer trafikanter i begge retninger. I uge 42 vil vejen være totalspærret.
Gugvej, som krydser under motorvejen, vil der i uge 44 og 45 blive sat trafiklys op, og i uge 46 vil den blive totalspærret.