Flere skader præger Aalborg Håndbold
OL har sat sit præg på Aalborg Håndbold, som havde mange spillere afsted.
Aalborg Håndbold har efterhånden bevæget sig helt op i verdenseliten, hvor man de seneste år har været to gange i en Champions League-finale - begge er desværre endt med et nederlag.
Men når man bevæger sig blandt de bedste i verden, betyder det også, at mange af sine spillere deltager ved landsholdsslutrunderne. Denne sommer var OL på programmet, og det har givet en ekstra belastning til flere spillere.
Stjernemålmanden Niklas Landin er ude i omkring 14 dage, da han har fået lagt en blokade i knæet. Sebastian Barthold er også ude af træningskampen på fredag mod tyske TSV Hannover-Burgdorf. Det fortæller direktør hos Aalborg Håndbold, Jan Larsen.
- Egoistisk set er det godt at have spillerne tilbage igen. Nu her skal trænere, stab og spillerne i arbejdstøjet for at blive klar til den kommende sæson, siger han og fortsætter:
- Vi håber selvfølgelig, at Landin er klar hurtigst muligt, men det er svært at give en præcis tidshorisont endnu. Men vi forventer omkring de 14 dage.
Hos Jan Larsen kan det også godt mærkes, at flere spillere har været til OL.
- Mange af spillerne har haft et hårdt kampprogram, og der er nogle, der har ondt. Men vi forventer, at alle øvrige spillere er klar til at spille.
TV2 Nord besøgte mandagens træning, og det indslag kan du se øverst i artiklen.