Flere end nogensinde rammes af sexsygdomme, alligevel må testklinikker lukke
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix
AIDS-Fondet har Checkpoint-klinikker i København, Aarhus, Aalborg, Odense og på Frederiksberg.
11.000 unge testes for sexsygdomme hos AIDS-Fondets klinikker i 2022, alligvel må klinikken i Aalborg lukke efter nytår.
Kløe, svie, sår og hævelser - rekordmange rammes af de noget uønskede sidevirkninger af det, der, i de fleste tilfælde, skulle være en fornøjelse. Sexsygdomme er i stigning.
Samtidig står de unge står i kø for at blive testet for klamydia og gonorré. Hos AIDS-Fondets Checkpoint-klinikker regner de i år med 11.000 besøg, hvilket er 69 procent flere end sidste år.
På klinikkerne tilbydes de unge mellem 15 og 29 år gratis test med hurtigt svar og rådgivning om sexsygdomme, men efter nytår må AIDS-Fondet begynde at afvise unge, som ønsker hjælp, når de må lukke to klinikker og skære i åbningstiderne på de andre.
De mange, som ikke bliver testet og behandlet, er med til at drive epidemien
Thomas Hübertz, leder af Checkpoint.
Ikke på finansloven
Oprindeligt arbejdede AIDS-Fondet med at rådgive og teste mænd, senere blev det til alle LGBTQ+ personer, og nu er det alle unge mellem 15 og 29 år, der kan komme på klinikkerne.
Det blev muligt at hjælpe alle unge, da fondet fik bevillinger fra satspuljerne, men puljerne udløber ved årsskiftet, og Regeringen har ikke afsat midler til tilbuddet i den kommende Finanslov.
Derfor er beslutningen om at lukke klinikkerne i Aalborg og Odense taget.
- Det er virkelig ærgerligt. Det er i virkeligheden det modsatte, der er behov for, siger Thomas Hübertz, der er leder af Checkpoint.
Tilbuddet har ellers været utroligt populært, også mere end de selv havde regnet med hos AIDS-Fondet.
- Vi er overvældet over, hvor populært tilbuddet er blandt unge. Samtidig tester en stor del af dem positive, og det betyder, at vi har fat i en målgruppe, som er i risiko for sexsygdomme, siger Thomas Hübertz.
Flere får sexsygdomme
Det er ikke bare hos AIDS-Fondet, at en stor del tester positiv, for generelt er det flere og flere, der rammes af sexsygdomme.
Den mest udbredte sexsygdom er klamydia, som man i 2021 fandt 36.633 nye tilfælde af - 70 procent af tilfældene hos unge i alderen 15 til 24 år.
Det er særligt de unge i den aldersgruppe samt LGBTQ+ personer, der trækker op i statistikkerne over sexsygdomme.
Postive hos AIDS-Fondet i 2022
I perioden fra 1. januar og frem til skolernes efterårsferie er der:
6 personer, som er testet positiv for HIV.
44 personer, som har fået konstateret syfilis.
1488 personer som testet positiv for klamydia og/eller gonorre.
De 462 af dem, som blev testet positiv for klamydia/gonorré ville ikke være fundet ved en urinprøve hos lægen – fordi infektionen var et andet sted end i urinrøret.
Kilde: AIDS-Fondet
Sundhedsstyrelsen skønner, at omkring 50.000 rammes af klamydia om året, for der er et stort mørketal af folk, som ikke testes, og netop derfor mener AIDS-Fondet, at der skal testes flere og ikke færre.
- De mange, som ikke bliver testet og behandlet, er med til at drive epidemien, og hvis vi ikke gør noget ekstraordinært, får vi ikke bugt med klamydia, siger Thomas Hübertz.
Thomas Hübertz er ærgerlig over, at de nu må skære ned:
- Der er brug for at vi er ambitiøse og styrker indsatsen mod sexsygdomme. Vi kan ikke som samfund være bekendt, at vi ikke taler om den stigende smitte, og at vi ikke gør noget.
Han understreger, at AIDS-Fondets Chekpoints blot er et supplement til de øvrige testtilbud, som tilbydes blandt andet af det offentlige. Det er stadig muligt at blive testet gratis ved egen læge og på Aalborg Universitetshospital, hvor man kan være anonym.