Flammer fra biopejse fik fat i restaurant
Restaurant Meat i Aalborg måtte mandag aften lukke restauranten ned efter brand i indgangsparti.
Mandag aften udbrød der brand på Restaurant Meat i Aalborg.
To biopejse i indgangspartiet stod pludselig med så høje flammer, at ilden var ved at brede sig til loftet i restauranten.
- Der var kraftige flammer ved siden af og rundt om biopejsen og op under loftet, siger Anders Brosbøl, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Der var dog ifølge indsatslederen "noget kvikt personale", der hurtigt greb en brandslukker og fik bugt med ilden.
Det var derfor et kort visit, Nordjyllands Beredskab aflagde hos restauranten på Vesterå.
- Vi fik branden slukket helt og fik både de her biopejser ud og så efterfølgende ventileret restauranten, siger Anders Brosbøl og fortsætter:
- Vi skulle lige sikre os, at der ikke var spredning i ventilationsanlægget og resten af bygningen.
Udover de høje flammer var der, ifølge indsatslederen, en del røg inde i restauranten som følge af branden.
- Og så skal man bare se, om man kan nå at få gjort restauranten ren i aften, så den kan holde åbent igen her til aften, eller om de må vente med at åbne til i morgen.
Restaurant Meat oplyser TV2 Nord om, at de nu er i gang med at vurdere, hvorvidt de kan åbne igen i aften.