Fire mænd anholdt for indbrud i nat
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordjyllands Politi anholdte natten til onsdag fire mænd for indbrud forskellige steder i det nordjyske.
De første to mænd bliver anholdt i Aalborg Øst klokken lidt i et natten til onsdag. En kvinde ligger og sover, da hun vågner ved, at nogle prøver at sparke hendes entrédør ind. Da det ikke lykkedes, prøver de at smide en sten gennem ruden. Her opdager mændene, at der er nogen hjemme og tager flugten.
En hundepatrulje bliver sendt til stedet og finder kort derfra to mænd, der passer på beskrivelsen af gerningsmændene. Der er tale om en 34-årig mand fra Aalborg Øst og en 20 årig mand fra Maribo.
De blev taget med fingrene i kagedåsen
- De blev anholdt og taget med herind, og de har også mere eller mindre erkendt at de blev taget med fingrene i kagedåsen siger vagthavende ved Nordjyllands Politi, Per Vagn.
Kort efter den første anmeldelse er der endnu en gang indbrudstyve løs, men denne gang i Skørping. Et vidne kan se fire personer gå rundt i en tandlægeklinik på Jyllandsgade i Skørping. Politiet sender straks to patruljer til stedet.
Den ene patruljevogn kommer fra Hadsund-området. De møder, på deres vej til gerningsstedet, to biler, der passer på beskrivelse fra indbruddet, så de stopper den ene. Her finder de to mænd og nogle af de stoler, der er stjålet fra tandlægeklinikken.
I dette tilfælde var der tale om en 21-årig og en 22-årig begge fra Hobro. De blev også taget med på stationen, og vil blive sigtet for indbrud.
Ifølge vidnet var der tale om fire tyve ved indbruddet hos tandlægen. Politiet ved dog endnu ikke hvem deres medgerningsmænd er.