Farvel til AaB: Danmarks største ishockeyklub klar til at spille under nyt navn
Aalborgensisk ishockeyklub skifter navn efter 55 år som AaB Ishockey.
Siden 1967 har tusindvis af unge, håbefulde ishockeyspillere spillet ungdomskampe for AaB Ishockey.
Men nu er en æra forbi. Den aalborgensiske ishockeyklub har nemlig fået nyt navn.
På generalforsamlingen 14. juni sidste år vedtog AaB Ishockeys medlemmer, at klubben fremover skal bære navnet Aalborg Ishockey Klub.
- Vi var blevet så store, at vi skulle være os selv. Det har ikke været nemt, for der har været mange følelser i det (navnet AaB, red.). Men AaB er associeret med fodbold, og vi er trods alt en ishockeyklub, siger Michael Elmegaard-Simonsen, ungdomsformand, Aalborg Ishockey Klub.
Han håber på, at Aalborg Ishockey Klub kan få samme succes som danmarksmestrene, Aalborg Pirates, der blev en selvstændig klub for over 10 år siden.
Med navneskiftet følger også et nyt logo og nye spilledragter, og de blev onsdag præsenteret og uddelt til klubbens spillere ved et releaseparty i Gigantium, hvor ishockeyklubben har hjemme.
Danmarks største klub
Aalborg Ishockey Klub er med 587 medlemmer Danmarks største ishockeyklub.
Og med det nye og mere selvstændige navn håber Michael Elmegaard-Simonsen, at klubben sætter nye medlemsrekorder.
- Med det nye havn håber vi på at få endnu flere medlemmer. Vi må også flere ting selv, som vi ikke kunne før - for eksempel at sælge merchandise og finde egne sponsorater, så panteren kommer til at bide fra sig, griner han og peger på panteren, der er klubbens nye logo.
Da AaB Ishockey opstod i 1967, var klubben en del af AaB af 1885, som også står bag fodboldklubben. Sådan fortsatte det frem til 1980, hvor AaB Ishockey blev en selvstændig klub, men beholdt sit navn.
I 1997 fusionerede AaB Ishockey med IK Aalborg og klubbens elitehold spillede derefter under navnet Aalborg IK, mens ungdomsholdene spillede i AaB Ishockey-regi.
AaB A/S vendte tilbage til ishockeysporten i 2003, hvor selskabet overtog licensen til AaB Ishockeys elitehold. Derfor optrådte eliteholdet også som AaB Ishockey - og vandt fem sølvmedaljer - frem til 2012, hvor AaB A/S solgte licensen til det selskab, der står bag Aalborg Pirates.
Men nu er AaB så endegyldigt fortid i ishockeysporten - også navnemæssigt.