Fagbevægelsen demonstrerer mod EU-mindsteløn i Aalborg
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Den nordjyske fagbevægelse var torsdag på gaden for at demonstrere mod en ny EU-lov vedrørende lovbestemt mindsteløn.
Adskillige lønmodtagere var torsdag eftermiddag mødt op på Tolbod Plads i Aalborg for at demonstrere. På skiltene stod blandt andet "Nej til EU "Mindsteløn!' og "Mindsteløn = Sulteløn"
Det er en EU-aftale om lovbestemt mindsteløn, som giver lønmodtagerne panderynker.
Lovbestemt mindsteløn er helt sikkert et mareridtsscenarie
Anna Kirsten Olesen, formand, FH Nordjylland.
Ifølge fagbevægelsen er aftalen en katastrofe for danske lønmodtagere.
”En rigtig skidt aftale, ”i strid med EU-traktaten” og ”det danske mareridt”. Det er nogle af de ord, som FH Nordjylland bruger til at beskrive det nye direktiv, som Europa-Parlamentet og Rådet for nyligt indgik.
- Det er ikke hver dag, at noget så fjernt som en ny EU-lov kan holde mig vågen. Men lovbestemt mindsteløn er helt sikkert et mareridtsscenarie. Det er et historisk nederlag for danske lønmodtagere, fortæller Anna Kirsten Olesen, der er formand for FH Nordjylland.
- EU skal holde fingrene væk
Og Allan Busk, der er formand i 3F i Aalborg erklærer sig enig. Han vil derfor have politikerne på Christiansborg til at sige fra.
- Nu drejer det sig i første omgang om at få den danske regering til at holde fast og sige "nej, nej og atter nej" til det her, siger han.
Bekymringen for begge er grundlæggende, at EU pludselig vil fastsætte regler på et område, som i Danmark varetages af arbejdsmarkedets parter. Og frygten er, at en lovbestemt mindsteløn kan være med til at lægge pres på lønningerne, så de falder.
- Vi vil vise politikerne i EU, at de skal holde fingrene fra den danske model. Vi skal nok selv aftale løn her mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Det er en katastrofe for den danske model, hvis det kommer igennem, siger Allan Busk.
Bange for tyske tilstande
Formanden fra 3F i Aalborg frygter at se tyske tilstande i Danmark. Her er mindstelønnen ni euro og 60 cent, og det er simpelthen for lidt, mener Allan Busk. Men det er ikke kun frygten for lønpresset, der torsdag fik ham på talerstolen.
- Hvis det kommer til at ske i Danmark, så er det slut med den velfærd, vi har i dag. Det her er langt mere end et opgør om fagforening og medlemmer og alverdens ting. Det her er et opgør mod den danske velfærdsmodel. Skal vi bevare den, så skal vi sige nej, lyder det fra formanden, inden han gør det klart, at regeringen bør stille sig på bagbenene og lægge en sag an, hvis aftalen godkendes.
Aftalen skal formelt godkendes i EU-parlamentet og i Rådet, før den træder i kraft. Det ventes dog at være en formalitet, da aftalen er indgået mellem netop de to parter.