Eventchef undersøges i sag om kritisabel støtte: Nu er han sygemeldt
Foto: Ib Wiliam Christensen
Eventchefen i Aalborg Kommune er sygemeldt.
Aalborg Kommune fortæller mandag til TV2 Nord, at kommunens eventchef, Søren Thorst, er blevet sygemeldt.
Sygemeldingen kommer efter flere sager i efteråret om kommunal støtte til fagforeningen 3F.
I 2019 var Søren Thorst med til at godkende kommunal støtte på 222.249 kroner til en 3F-kongres. Senere har Nordjyske så afsløret, at Søren Thorst også i forbindelse med en kongres i 2016 var indblandet i kommunal støtte til 3F på 225.000 kroner.
Aalborg Kommune har ikke yderligere oplysninger om Søren Thorsts sygemelding.
Ved at blive undersøgt
Et enigt økonomiudvalget besluttede i sidste uge, at tilgangen til eventområdet skal gåes efter med lup i samarbejde med kommunens revision, på grund af 3F-sagerne.
- Vi tager i Økonomiudvalget kritikken alvorligt og har derfor valgt, at der skal laves serviceeftersyn af rammerne, lød det på det tidspunkt fra borgmester Thomas Kastrup-Larsen, som uddybede:
- Vi skal have undersøgt det fulde billede og igangsætter derfor et samarbejde mellem Aalborg Kommune og revisionen, som ser på alle bilag. Vi får også undersøgt alle posteringer over 50.000 kroner fra den 1. januar 2015 og frem til i dag.
På baggrund af revisionens gennemgang mødes Økonomiudvalget igen 5. december og samler op på sagen.
Direktør stopper ved årsskiftet
Nyheden om Søren Thorsts sygemelding kommer samme dag som meddelelsen om, at Christian Roslev, Aalborg Kommunes kommunaldirektør, stopper.
Christian Roslev har over de seneste år måtte forholde sig til flere møgsager, fordi Aalborg Kommune har haft store problemer med journaliserings- og notatpligten.
Blandt andet har han ikke kunnet redegøre for, hvad kommunen betalte 100.000 kroner for til en privat entreprenør i forbindelse med TV2-programmet, Nybyggerne.
Fra årsskiftet skal han nu være partner i konsulentfirmaet Genitor med 30 medarbejdere ansat.