Ét skridt tættere: - Det kan godt være, ministeren synes, han har 90 mandater
Illustration af 3. Limfjordsforbindelse
De mange kritiske indsigelser er kommet fra private, men også foreninger og Miljøstyrelsen stemte i.
En sorgens dag for nogle og en glædens dag for andre. Sådan kan man i virkeligheden nok betegne de fleste dage, men i nordjysk optik skiller onsdag den 28. februar sig alligevel en smule ud.
For i dag blev den anlægslov, der skal vedtages forud for, at man kan gå i gang med byggeriet af den 3. limfjordsforbindelse over Egholm, fremlagt i Folketinget.
Og det vækker glæde hos det nordjyske erhvervsgigant Godik ApS, som de fleste nok kender fra landets festivalpladser, når blæren melder sig for fuld.
- Det glæder mig meget. Nu håber jeg bare, det går hurtigt med at få den behandlet. Det koster samfundet mange penge, at der hver morgen og eftermiddag er problemer med at krydse Limfjorden, siger Kim Godiksen, der er direktør for virksomheden og iværksætter med mange bolde i luften fra firmaets hovedsæde i Brovst.
Samme glæde var at finde hos borgmesteren fra Jammerbugt Kommune.
- Den får en rigtig positiv effekt for Nordjylland generelt og specielt for den vestlige del, lyder det fra Mogens Gade (V).
Men det er altså ikke alle, der deler den glæde. Hos borgerbevægelsen mener de, at fremlæggelsen af anlægsloven kommer for tidligt.
- Jeg er meget overrasket over processen. Vejdirektoratet er ikke færdige med deres del af arbejdet. De skal komme med en færdig miljøkonsekvensvurdering, inden de kommer med en indstilling til transportministeren. Det burde man have afventet, siger Louise Faber, der er formand for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen
Hun har endnu ikke læst lovforslaget, men hun forventer, at det tager højde for de mange hundrede indsigelser, der er kommet som et svar på den miljøkonsekvensvurdering, der kom i december måned.
De mange kritiske indsigelser kom fra private, men også foreninger og Miljøstyrelsen stemte i.
- Jeg forventer, lovforslaget tager højde for indsigelserne. Nu ser vi lige tiden an. Det kan godt være, ministeren synes, han har 90 mandater. Men der er 179 medlemmer, der skal være enige i, at det er ok at springe faserne over, siger formanden med henvisning til Vejdirektoratets uafsluttede arbejde og fortsætter:
- Vi håber Folketinget kommer til fornuft.
Lovforslaget førstebehandles den 19. marts.
Du kan se hele indslaget om anlægslovens præsentation herunder: