Erhverv Norddanmark: Nordjylland skal rykke længere frem i bussen på jobfronten
- Vi må erkende, at vi i Aalborg såvel som i Nordjylland som helhed langt fra er dygtige nok til at skabe den ønskede balance mellem udbud og efterspørgsel på jobmarkedet, lød det fra formanden for Erhverv Norddanmark, Rasmus Haugaard til de omkring 500 fremmødte til årets nytårskur i DGI Huset Nordkraft. Foto: Betina Fleron/Fleronfotografi
- Vi kan ikke leve med, at Aalborg placerer sig markant ringere end både Aarhus og Odense, når det handler om jobvækst, lyder det fra formanden for Erhverv Norddanmark, Rasmus Haugaard.
Det var markante udmeldinger, der kom fra erhvervsorganisationen Erhverv Norddanmark, da organisationen tirsdag aften inviterede til nytårskur. For organisationen vil have mere samarbejde og mere handling - ikke mindst fra Aalborg Kommune, der i nordjysk sammenhæng er hovedstaden. Omkring 500 fra det nordjyske erhvervsliv var med i DGI Huset Nordkraft, og de fremmødte blev blandt andet informeret om, at Nordjylland set fra et erhvervsperspektiv står med en virkelig stor udfordring; nemlig at få flere i arbejde og skabe flere arbejdspladser.
- Vi må erkende, at vi i Aalborg såvel som i Nordjylland som helhed langt fra er dygtige nok til at skabe den ønskede balance mellem udbud og efterspørgsel på jobmarkedet, lød det fra formanden for Erhverv Norddanmark, Rasmus Haugaard.
Han lænede sig op af de seneste tal fra Danmarks Statistik for ledighed, der viser, at Aalborg ligger på en ledighed på fem procent, hvilket er 1,3 procent højere end landsgennemsnitet, mens Aalborg heller ikke klarer sig positivt i forhold til landsgennemsnittet, når det handler om jobvækst. Her er det de seneste seks år lykkedes Aalborg at skabe en jobvækst på 9,1 procent, mens landsgennemsnittet er 9,4 procent.
- Vi kan ikke leve med, at Aalborg placerer sig markant ringere end både Aarhus og Odense, når det handler om jobvækst, lyder det fra formanden for Erhverv Norddanmark, Rasmus Haugaard.
Han appellerede til Aalborg Kommune om et tættere samarbejde, hvor erhvervslivet i langt højere grad end i dag bliver inddraget og får mindst lige så stor indflydelse som kommunen.
- Vi kan ikke leve med, at Aalborg placerer sig markant ringere end både Aarhus og Odense, når det handler om jobvækst.
Rasmus Haugaard, formand for Erhverv Norddanmark
Den opfordring blev positivt modtaget af Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Socialdemokratiet.
- I vil blive mødt med en åben dør i kommunen, vi er klar til samarbejde, for jo stærkere et samarbejde jo bedre, sagde Thomas Kastrup-Larsen og tilføjede, at ledigheden slet ikke er kommet nok ned, og der er for mange i Aalborg, der står uden for arbejdsmarkedet.
- Hvis vi kan løse den udfordring gerne i samarbejde med Erhverv Norddanmark, så kan vi også løse helt konkrete udfordringer for helt almindelige mennesker, der gerne vil have et arbejde, sagde Thomas Kastrup-Larsen, som tilføjede, at han glædede sig over det allerede etablerede samarbejde i form af Aalborg Alliancen, hvor hele 338 nordjyske virksomheder er med.
Fuldtidsledige
Aalborg: 5 pct
Odense: 4,8 pct
Aarhus: 4,6 pct
København: 4,5 pct
Hele landet: 3,7 pct.
Kilde: Danmarks Statistik, oktober 2019
Borgmesteren lagde dog ikke skjul på, at det er erhvervslivet, der skal være klar til at tage imod arbejdskraft; ikke mindst de nyuddannede fra uddannelsesinstitutionerne i Aalborg særligt fra Aalborg Universitet.
- Vi er et vækstcenter inden for uddannelse og en by, hvor man gerne vil bo. Det kan vi se ud fra befolkningstilgangen. Vi er blevet 2200 flere indbyggere i Aalborg alene i 2019, fortalte Thomas Kastrup-Larsen og tilføjede:
- Og så er der helt vildt meget kærlighed i vores by, må jeg konstatere, i hvert fald skal vi bygge tre nye daginstitutioner.
Jobvækst
København: 15,1 pct
Aarhus: 14,8 pct
Odense: 11,4 pct
Aalborg: 9,1 pct
Hele landet: 9,4 pct
Kilde: Danmarks Statistik, 1. kvartal 13-1. kvartal 19
Hele Nordjylland
Titlen på årets nytårskur var "Erhvervsudvikling lokalt og regionalt - hvordan bliver vi stærkere sammen" - hvilket også indbefatter resten af Nordjylland.
- Vi tror i Erhverv Norddanmark, at mange af de erhvervsmæssige udfordringer, vi står overfor, kan løses ved et bedre samarbejde mellem de nordjyske kommuners beskæftigelsesforvaltninger og jobcentre. Vi ved, det kan være forbundet med tabuer, da det også ofte kan flytte arbejdspladser utilsigtet mellem kommunerne, men vi er nødt til at erkende, at hverken virksomhederne eller lønmodtagerne er interesserede i, hvor kommunegrænserne går, sagde formand Rasmus Haugaard.
Han refererede til, at virksomheder og produktionscentre flyttes væk, fordi der ikke er arbejdskraft i yderområderne af regionen, mens ledigheden i Aalborg stiger.
Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet har opgjort, at mere end hver femte af de stillinger, der blev slået op elektronisk fra januar til juni 2019, ikke gav de ønskede kandidater. Omkring halvdelen af stillingerne blev derfor ikke besat, mens den anden halvdel ifølge Erhverv Norddanmark blev udfyldt af medarbejdere uden de rette kvalifikationer.
Det kan nogle gange virke som om, der er 4000 kilometer mellem Aalborg og Frederikshavn, ligesom der stadig er meget snak om syd og nord for fjorden, det skal vi lægge væk det der, og i stedet blive bedre til at anerkende hele regionen.
Thomas Kastrup-Larsen, borgmester Aalborg Kommune (Socialdemokratiet)
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen slog fast, at det er vigtigt, at få hele Nordjylland med, hvorfor der ifølge ham er plads til forandring i forhold til det mind-set, der kan opleves rundt om i regionen.
- Det kan nogle gange virke som om, der er 4000 kilometer mellem Aalborg og Frederikshavn, ligesom der stadig er meget snak om syd og nord for fjorden, det skal vi lægge væk det der, og i stedet blive bedre til at anerkende hele regionen - og at man kan arbejde og bo i hele regionen, lød det fra Thomas Kastrup-Larsen, som oplyste, at der blandt hans nytårsønsker er, at en 3. Limfjordsforbindelse er med i Folketingets kommende infrastrukturforlig.
Formanden for Erhverv Norddanmark forsikrede de fremmødte inklusiv naturligvis Aalborgs borgmester om, at organisationen også fremadrettet vil gøre sin indflydelse gældende, hvor man kan og fra i år på en måske markant og direkte måde, end Erhverv Norddanmark tidligere har arbejdet på.
Det er ikke tilstrækkeligt, at vi i regionen og i Aalborg er ligeså gode som de andre. Nordjyllands geografiske placering i Danmark gør, at vi skal gøre det ikke bare bedre, men markant bedre end andre.
Rasmus Haugaard, formand Erhverv Norddanmark
- Vi kan ikke forvente, at Aalborgs flotte udvikling som by i sig selv kan tiltrække virksomheder eller generere en betydelig organisk vækst i erhvervslivet. Der skal mere til i form konkrete og omfattende initiativer. Det er ikke tilstrækkeligt, at vi i regionen og i Aalborg er ligeså gode som de andre. Nordjyllands geografiske placering i Danmark gør, at vi skal gøre det ikke bare bedre, men markant bedre end andre, fastslog formanden Rasmus Haugaard.