Endnu en Aalborg-politiker søger nye udfordringer
Foto: TV2 Nord
Per Clausen (EL) er valgt til sit partis spidskandidat til Europa-Parlamentet. Hvis han vælges, er det allerede bestemt, hvem der overtager rådmandsposten.
Aalborg skal have ny borgmester - men det bliver ikke nødvendigvis den eneste udskiftning undervejs i denne valgperiode i toppen af aalborgensisk politik.
Hele to partier har nemlig nu valgt en rådmand fra Aalborg som deres spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet i juni næste år: For nogle uger siden opstillede Danmarksdemokraterne Kristoffer Hjort Storm, der er rådmand i forvaltningen for senior og omsorg. Og søndag blev Aalborgs klima- og miljø-rådmand Per Clausen af sit parti, Enhedslisten, valgt til spidskandidat til EP-valget.
Han havde i forvejen ved en urafstemning fået flest stemmer, og årsmødets deltagere bekræftede placeringen som nr. et.
Enhedslisten har tidligere støttet bevægelser, der er imod EU, men stillede i 2019 for første gang op som parti. Nikolaj Villumsen, der dengang blev valgt til parlamentet, kan på grund af partiets interne rotations-regler ikke stille op igen.
Farvel til byrådet
I stedet er 68-årige Per Clausen med en lang politisk karriere i Folketinget bag sig og senest 10 år som byrådsmedlem i Aalborg i bagagen klar til at prøve kræfter med Europa-Parlamentet i Bruxelles og Strassbourg.
For både ham og Kristoffer Hjort Storm gælder, at et eventuelt medlemskab af parlamentet vil betyde et farvel til byrådet i Aalborg og dermed til en rådmandspost, inden valgperioden - som udløber 31. december 2025 - er slut.
Arvefølgen på plads i EL
Hos Enhedslisten er arvefølgen i givet fald helt på plads. Det bliver, hvis Per Clausen opnår valg til Europa-Parlamentet, gruppeforkvinde Anna Aaen, der overtager rådmandsposten. Det er forlængst besluttet på en generalforsamling.
Anna Aaen er 40 år og biolog. Hvis hun skal tage over efter Per Clausen, vil hun blive den første kvinde, der bliver permanent medlem af Aalborgs økonomiudvalg (tidligere kaldet magistraten) i denne periode.
Skulle Kristoffer Hjort Storm komme i Europa-Parlamentet, er der mere usikkerhed om, hvad der sker med hans rådmandspost. Danmarksdemokraterne, som han nu repræsenterer, var ikke aftalepart i konstitueringsaftalen med de øvrige blå partier, fordi partiet ikke fandtes dengang.
Hjort Storm repræsenterede dengang Dansk Folkeparti - som til gengæld ikke i dag er repræsenteret i byrådet.
Samtidig fremgår det af konstituerings-aftalen, at skulle Hjort Storm tage orlov fra byrådet, besætter Venstre i stedet rådmandsposten. I dele af Venstres top tolker man dette sådan, at også hvis Hjort Storm permanent udtræder til fordel for en plads i Europa-Parlamentet, tilfalder rådmandsposten Venstre i resten af valgperioden.
Det bestrider Kristoffer Hjort Storm til gengæld.