Kort Nyt

Endnu en - AaB henter rutineret midterforsvarer

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er gang i underskrifterne på Hornevej denne lørdag, da AaB for anden gang i dag kan offentliggøre en ny spiller.

Først blev Marc Nielsen præsenteret, og nu er det Oumar Diakhité, der kan trække den bolsjefarvede dragt over hovedet. Det skriver AaB i en pressemeddelelse.

Den 30-årige midterforsvarer er fra Senegal, men han har også portugisisk statsborgerskab. Senest har han spillet for VfL Osnabrück, mens han også har været forbi SV Sandhausen og Eintracht Frankfurt i det tyske. Han har dog udelukkende spillet i 2. Bundesliga. 

Oumar Diakhité har også spillet for flere portugisiske klubber, hvor det i den bedste række er blevet til 69 kampe, og han har været ungdomsspiller i USA.

- Med de mange unge spillere, vi har i vores trup, og de unge tilføjelser vi har fået denne sommer, har det været et af vores store ønsker at hente en erfaren profil ind udefra, som også har ledererfaring, og det får vi bestemt med Oumar, siger AaB's sportsdirektør James Gow og fortsætter:

- Han er en hurtig, duelstærk og luftstærk forsvarsspiller, som også besidder gode lederegenskaber og er vant til at skulle præstere på et højt niveau foran fyldte tribuner. Han er en kriger med en stor vindermentalitet, og vi glæder os til at få ham ind i vores trup, hvor vi er sikker på, at han kommer til at være en gevinst. 

Den nye midtstopper får trøje nummer 2, og han glæder sig til at komme i gang for klubben. 

- Det er rigtig dejligt at være her, og jeg har fra gode venner hørt meget positivt om AaB. Det er en stor klub med en stor fanbase, som jeg glæder mig til at spille for. Aalborg skulle også være en skøn by, og indtil videre har jeg kun mødt rare mennesker her i klubben, så jeg glæder mig, fortæller han. 

Oumar Diakhité har fået en kontrakt frem til 30. juni 2026.

Aalborg Håndbold vinder sæsonens første ligakamp

Der var igen i dag lørdag gjort klar til kamp i Gigantium. Fredag spillede Aalborg Pirates sin første kamp i sæsonen, og lørdag var det Aalborg Håndbolds tur til at spille sæsonens første ligakamp.

Her formåede Aalborg-spillerne at hive sæsonens første sejr hjem med 33-29 over Ribe-Esbjerg.

Kampens topscorer blev Jack Thurin med hele 11 mål.

Aalborg Håndbolds næste kamp er onsdag 11. september, hvor modstanderen er HBC Nantes i EHF Champions League.

Bil væltede rundt tre gange - to personer kørt på sygehuset

Klokken 15.31 kom der melding om et trafikuheld på E45 ved Fårup omkring Hobro.

Her var to biler stødt sammen, hvorefter den ene bil væltede rundt tre gange. Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

- Begge bilister slipper heldigvis uskadt fra uheldet. De er begge kørt til tjek på sygehuset, men der var kun materiel skade, oplyser vagtchefen.

Uheldet skete i nordgående retning, og man måtte spærre det højre spor i forbindelse med ulykken, hvilket gav nogle trafikale udfordringer.

- Dog var det kortvarigt, konstaterer Thomas Ottesen.

Politiet har forladt stedet igen.

Børn tilskadekommet efter eksplosion til kemishow

Fire er kommet til skade efter en eksplosion ved et af Aalborg Universitets kemishow på Tønder Bibliotek.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi pressemeddelelse.

En er alvorligt tilskadekommet. Det er en 22-årig mand. Han er bragt til behandling på sygehuset, men er udenfor livsfare.

Aalborg Universitet oplyser i en SMS til TV2 Nord, at den 22-årige mand har fået skader på hænderne som følge af eksplosionen.

Derudover er tre børn kommet lettere til skade. De to af børnene er kørt til behandling på sygehus, mens det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.

I alt var 40 personer til stede. Forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet.

Læs mere her.

Engelsk storklub kommer igen til Nordjylland

At blive professionel fodboldspiller er drømmen for mange - og Saltum er måske et skridt på vejen.

Den engelske storklub Chelsea FC afholdt sidste år fodboldskole i den lille nordjyske by, og i år i efterårsferien gør de det igen. Det skriver Saltum IF i en pressemeddelelse.

Fodboldskolen samarbejder med CIFA (Cosmo International Football Academy), og netop CIFA bemærkede et specielt talent ved fem af de unge spillere.

Talenterne fik mulighed for at komme til England og deltog i CIFA UK Academy Tour, hvorved de fik lov træne med forskellige talenter fra Chelsea FC's fodboldskoler i Norge og Danmark og nogle talenter fra CIFA's engelske fodboldskoler.

I sommer spillede et U14-hold og et U16-hold fra CIFA med de unge nordjyske talenter kampe mod etablerede engelske klubber, og spillerne fik mødt tidligere Premiere League-spiller Bradly Johnson. De unge spillere fik også lov til at få motiverende samtaler med repræsentanter fra FA (Football Association) og endda med professionelle spillere.

CIFA deltager igen i fodboldskolen i Saltum, så Saltum kan i efterårsferien være et godt sted at befinde sig, som fodboldtalent med ambitioner om at blive scoutet.