Til kamp mod hjernerystelser: Én ud af fire sker på rideskoler
Det landsdækkende initiativ 'Idrættens Førstehjælpsdage' har sendt frivillige afsted til at informere om, hvad man skal gøre, hvis uheldet er ude.
Søndag var Dennis og Malene Gade Pedersen taget afsted til Snorgaardens Rideklub i Langholt uden for Vodskov. Her går deres datter, Liva, til riding på syvende år.
- Det er hendes totale frirum. Det er en kæmpe, kæmpe passion for hende, som hun får udlevet herude ved sin pony, fortæller Malene Gade Pedersen.
Det er dog ikke helt uden risici at sætte sig op på en hest. I Danmark er der hvert år op mod 30.000 tilfælde af hjernerystelser - 7.000 af dem sker i forbindelse med ridning.
- Det er et stort dyr, vi har med at gøre, så det var lidt en voldsom ting at skulle starte med at sætte sin datter op på hesten. Så man sidder nogle gang og tænker, hvad nu hvis det går galt, lyder det fra Dennis Gade Pedersen.
Se hele indslaget her:
Du har to minutter
For at ændre på den kedelige tendens med hjernerystelser har Snorgaardens Rideklub arrangeret en dag sammen med Idrættens Førstehjælpsdage, hvor en frivillig kom ud og underviste i, hvad man skulle gøre, hvis uheldet var ude.
- Det er de første to minutter, der er særligt vigtige. Hvis man ved, hvornår man skal sidde stille og roligt, får man den rette behandling på det givne tidspunkt, fortæller Teis Krag, formand for uddannelsesudvalget i Dansk Førstehjælpsråd.
30 procent af dem, der får hjernerystelser, oplever længerevarende symptomer.
- Det hyppigste er, at man får hovedpine, synsforstyrrelse eller svært ved at koncentrere sig, fortæller Teis Krag.
En hjælp for alle
Dennis og Malene Gade Pedersen oplever ofte, at de unge ryttere ikke umiddelbart viser tegn på hverken frygt, svimmelhed eller smerte, når de har været ude for et uheld. Så undervisningen, der gør forældre som dem mere opmærksom på symptomerne, er kærkomment.
- Det er fantastisk, at der bliver taget hånd om de her ting, hvis uheldet skulle være ude, men også for den forebyggende effekt, siger Dennis Gade Pedersen.
Den forebyggende effekt er netop årsagen til, at Idrættens Førstehjælpsdage i første omgang satte gang i initiativet.
- Vi kan opleve, at der er en, der ryger af hesten eller får en på hovedet ved andre sportsgrene, og det er vigtigt for os at sætte fokus på, hvor hurtigt man skal gribe ind, fortæller Teis Krag.
Idrættens Førstehjælpsdage besøger i alt 70 sportsklubber landet over.